Ny hal i hardcore version

Ingen idé i hal ved motorvej før om en 10 år, mener flertal

Lokalpolitik 1. december 2004 05:00

STØVRING: Alle vil have en ny hal i Støvring. Og de fleste vil også godt have en ved motorvejen på sigt. Men de to ting blev ikke forenet på tirsdagens byrådsmøde. Ingen betvivlede en analyse, der siger, at man fra første dag kan fylde en ny hal helt op med brugere. Den radikale Per Vilsbøll vakte dog en del modstand og sjældent mange kommentarer, da han opfordrede byrådet til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle se på perspektiverne i at lave en hal ved motorvejen i stedet for en mere almindelig en ved Mastruphallen - en slags hardcore-version - som foreningen "Hallerne i Støvring" har projekteret. - Jeg mener, at det vil være hamrende illoyalt overfor vore kommende kommunepartnere hvis vi laver sådan en arbejdsgruppe nu. Det må vi tale om, i den nye kommune, sagde Gert Fischer (V) som en af mange mod forslaget. En hal ved motorvejen har før været nævnt i flere sammenhænge - blandt andet af Støvring Borgerforening. Flere syntes at det er en god idé - bare ikke nu. - Det du taler om, Per, er visioner. Det vi beslutter her, er noget vi har brug for her og nu, sagde Jens Ødum (V) således. - Sådan et projekt har bestemt ikke min støtte. Jeg kan ikke se, hvorfor en hal skal være der nu, sagde Thorkild Christensen. Per Vilsbøll foreslog, at man kørte Støvringboer til haller med ledig kapacitet. - Vi ønsker en debat om det her. Ikke en nedrakning, sagde han til modstanden. Den blev som sagt besvaret af mange. Mest sigende nok af Lise Bech Buje (DF), der udstødte byrådsårets længste og højeste suk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...