Ny halinspektør i Haverslev

LagerforvalterJens Olsen valgt blandt 12 jobansøgere

Aalborg 30. december 2004 05:00

NØRAGER: Per 1. januar får den selvejende institution Haverslev Hallen en ny halinspektør, nemlig Jens Olsen fra Haverslev. Han er valgt blandt 12 ansøgere til stillingen, da halinspektør Morten Lund Sache efter fem år har valgt at stoppe i jobbet. Det skyldes, at hans lystejendom ved Mejlby blev eksproprieret i forbindelse med etableringen af en omstridt 400 kV luftledningsforbindelse op gennem Himmerland og han sammen med familien for et halvt år siden derfor har skiftet bopæl til Aalborg. - Jeg bor selv på Strandvejen næsten kun et spytklat fra hallen og har altid godt kunnet lide at arbejde med børn og omgås folk generelt. På samme tid har jeg dyrket sport i form af seriefodbold i mange år i både Støvring og Doense, så jeg føler selv jeg nu har fået mit drømmejob som halinspektør, mener Jens Mortensen. Stillingen er et fuldtidsjob, hvor der flere gange om dagen skal låses op for de mange brugere af hallen. På samme tid skal Jens Olsen stå for udlejningen af hallen og sørge for rengøringen af sportsfaciliteterne samt forestå de nødvendige løbende småreparationer på bygningen. Jobskifte efter 21 år Han har i godt 20 år arbejdet inden for trælastbranchen, senest som lagerforvalter hos Hobro Ny Trælast A/S. - Efter så mange år inden for samme branche er tiden nok også kommet til, hvor jeg i en alder af 43 år skal skifte job og prøve noget nyt, erkender Jens Olsen. Han har netop været på en rundvisning i hallen med repræsentanter for den selvejende halinstitution for at blive præsenteret for sin nye arbejdsplads og arbejdsopgaver. - Uanset at jobbet fremover næsten kommer til at lægge beslag på mig alle ugens syv dage, så glæder jeg mig nu rigtig meget til at komme i gang med det spændende nye arbejde som halinspektør, erklærer Jens Olsen tilfreds.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...