Detailhandel

Ny handelschef i Aars er fundet

Aars Handelsstandsforening har ansat afløseren for Jes Jacob som handelschef

42-årige Peter Bertelsen bliver ny handelschef i Aars Handelsstandsforening

42-årige Peter Bertelsen bliver ny handelschef i Aars Handelsstandsforening

AARS:Den nye handelschef i Aars Handelsstandsforening i stedet for Jes Jacob er fundet. Det bliver den 42-årige Peter Bertelsen, der fremover skal profilere Aars som handelsby nr. 1 i Vesthimmerland. Og det er en købmand med et kæmpe K, der overtager roret. Peter Bertelsen har en lang karriere i Coop - og det daværende FDB. Han trådte sine første spæde skridt i Skagen, og siden har han været isenkræmmer og uddelerassistent i Århus, tørvarechef i OBS og varehuschef i Kvickly Grenå samt Skive, hvor han også bor. Ikke skrivebordsarbejde Det er altså første gang, at Peter Bertelsen ikke blot skal stå i spidsen for handelen i en butik - men i en hel by. - Jeg kender det administrative fra min tid som varehuschef, og så har jeg også en del erfaring med at lave forskellige aktiviteter. Og jeg forventer heller ikke, at jobbet som handelschef bliver et skrivebordsarbejde. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det bliver meget udadvendt, siger den kommende handelschef. Peter Bertelsen har sin første arbejdsdag 1. marts. Det første stykke tid i det nye job, skal bruges på at finde sig tilrette i de nye omgivelser, fortæller han. - Jeg kommer ikke farende med 120 km/t, og bare tromler en masse nye ideer igennem. Det tror jeg ikke, at man kommer langt med. Alle skal være med, og jeg skal ud at hilse på alle medlemmerne og stille arbejde mig ind under huden på handelslivet, siger Peter Bertelsen. Stor respekt Selvom den nye handelschef ikke har nogen direkte tilknytning til Aars, så er det en by, som han har holdt øje med i nogen tid. Og en handelsby, som han har stor respekt for. - Aars er jo en by med masser af drift i, og med stor opbakning til handelsstandsforeningen. Og jeg kender lidt til byen igennem nogle kollegaer, og jeg ved, at Aars er ret unik på den måde de arbejder på tværs af handelslivet på, siger Peter Bertelsen der forventer, at han skal føre det store stykke arbejde, som Jes Jacob har lavet videre. - Jeg regner med, at jeg skal køre videre i samme stil som nu, men selvfølgelig på sigt også komme med nye tiltag, siger han. Der bliver mulighed for at hilse på den kommende handelschef, når der 28. februar bliver holdt "Goddag og farvel reception" på Aars Hotel. Her vil naturligvis også være mulighed for at tage afsked med Jes Jacob.