Ny hemmelig ældrepolitik

Det kræver en god fantasi at blive gammel i Hjørring. Man skal i hvert fald være i stand til at tolke de breve, man modtager fra kommunen.

Det er uoverskueligt for mange ældre at tage den rigtige medicin. Derfor får de hjælp fra en hjemmesygeplejerske. Nu har de ældre i distrikt øst i Hjørring Kommune fået at vide, at de selv skal komme til sygeplejersken. Arkivfoto: Per Kolind

Det er uoverskueligt for mange ældre at tage den rigtige medicin. Derfor får de hjælp fra en hjemmesygeplejerske. Nu har de ældre i distrikt øst i Hjørring Kommune fået at vide, at de selv skal komme til sygeplejersken. Arkivfoto: Per Kolind

En række ældre borgere i distrikt øst har for nylig fået et brev, hvori der står, at man mandag 6. februar starter en sygeplejeklinik i kælderen på Bispecentret i Østergade. "Det vil sige, at du for eftertiden møder op i Klinikken og får den hjælp du tidligere har modtaget fra en sygeplejerske". "Du skal møde: Onsdag den 15/2 kl. 12.00". Det står der i det brev, som Margrethe Jensen fik. Hun plejer en gang om måneden at få en sygeplejerske til at hjælpe sig med at hælde sin medicin op. - Det må jeg gøre selv fremover. Jeg kan ikke gå helt ned i Østergade og da slet ikke, når jeg skal slæbe en hel kurv med medicin, siger den 87-årige kvinde. Hun bor på første sal i Cathrinegården og har svært ved at komme ned ad trapperne. Når hun skal hen til sin læge, der bor få hundrede meter væk, må en af hendes sønner tage fri for at gå sammen med hende. Helt eget initiativ Tilsyneladende er starten på den nye sygeplejeklinik sket helt på eget initiativ i distrikt øst. I hvert fald kunne hverken direktør Leif Serup, udvalgsformand Lilli Damsgaard (S) eller ældrechef Anne Krøjer umiddelbart genkende oplysningerne om den nye klinik. Efter at have undersøgt sagen fortæller Anne Krøjer, at man i distriktet øst har fokus på at motivere brugerne til at møde frem til klinikken: - Der er sendt brev ud til de borgere, de har fundet egnede til tilbuddet om brug af klinikken. Margrethe Jensen føler sig nu ikke særlig egnet til turen: - Hvis jeg skal derned, må jeg tage en taxa. Hvis hun gør det, skal det ske for egen regning. - Vi har ikke hjemmel i loven til at godtgøre transporten, siger Anne Krøjer. Hun understreger, at det er frivilligt for borgeren, om man vil benytte sig af tilbuddet om at benytte sygeplejeklinikken. - Vi tvinger ikke brugerne til at komme ind i klinikken, men forsøger at motivere dem til selv at se klinikken som et godt tilbud, der gør brugeren selvhjulpen og ikke afhængig af at vente på sygeplejersken. Det er dér at fantasien kommer ind, for det er ikke til at se på brevet til borgerne, at det er frivilligt. - Jeg kan ikke se nogen steder, at jeg selv må bestemme. Det har jeg ikke fået at vide, siger Margrethe Jensen efter de nye oplysninger. Anne Krøjer slår fast, at borgeren ikke overlades til sig selv - med for eksempel medicinadministration.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden