Ny hjemme-service bydes velkommen

NORDJYLLAND:Der er god fornuft i at genoplive hjemmerservice-ordningen, mener arbejdsmarkedsforskeren, lektor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet. Tænketanken For Fremtidens Vækst, nedsat af erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), foreslår at støtte privates køb af havearbejde, rengøring og lignende ufaglært arbejde med et skattefradrag svarende til en tredjedel af timelønnen. Målet er 10.000 nye job. - Samlet set er forslaget fornuftigt og nødvendigt, men man kan selvfølgelig diskutere, om det skal være fradrag eller tilskud, siger Flemming Ibsen. Vibeke Haaning, direktør i hjemmeservicefirmaet Blæksprutten i Hjørring, er begejstret. Hun rejste forslaget overfor Bent Bendtsen allerede for to år siden og pegede på de positive erfaringer fra Finland. - Det vil hindre sort arbejde og løse nogle af problemerne med beskæftigelse af flygtninge og indvandrere, siger hun. Tænketanken offentliggør sin rapport i slutningen af maj, og indtil da ønsker man ikke at kommentere de konkrete forslag. Men allerede sidste år foreslog forskningsleder i Erhvervsmininisteriet Jørgen Rosted en reform, der imødekommer fortravlede danske familiers behov for private serviceydelser med behovet for nye job til de tusinder, der årligt skubbes ud af arbejdsmarkedet, når industrivirksomheder lukker eller flytter ud af landet. Udviklingen af et arbejdsmarked for serviceydelser vil begrænse den sociale udstødning, påpegede han. 1. sektion side 16