Fodbold

Ny Hjørring Discountkommune

BLÅLYS:Velkommen til Hjørring ny discount kommune, det kunne passende være Hjørrings nye slogan. De storstilede planer som idrætslivet blev stillet i udsigt på en stor seance på Vendsyssel Kunstmuseum i foråret 2004 er nu godt et år efter blevet til det rene blålys. Jeg undrer mig over, hvordan man på så kort tid kan tage en sådan kovending, at et så stort, flot og forkromet projekt kan blive til en gammel rustdynge. Er det mangel på troværdighed eller økonomisk indsigt, der er skyld i at et så storstilet projekt nu er barberet ned til en næsten ubrugeligt discountmodel. Svømmeklubben ønskede en hal, hvor de kunne afvikle stævner, men hvad får de, et 50 m bassin uden tilskuerpladser. Hvor fedt er det at afholde stævner, hvor der ikke er plads til tilskuere, mon svømmeunionen vil godkende stævner under de forhold, jeg tvivler. Hvad angår stadion projektet står fritids- og kulturudvalget med Ove Jacobsen i spidsen nu og hyler over, at Fortuna ikke vil skyde penge i et skrabet projekt. Jeg forstår ganske udmærket Fortuna, skal klubben ud og låne syv millioner kroner, skal man da også være sikker på, at der er indtægter, der så nogenlunde kan dække udgifter til renter og afdrag, hvis da ikke kommunen vil give et tilskud, der svarer til udgifterne. Mit råd til det nuværende og kommende fritids- og kulturudvalg og for den sags skyld byråd skal være, tør øjnene, tag en kiks og find så de midler der skal til for at løfte Vendsyssels hovedstads idrætsfaciliteter op på et stade der er brugbart og vi kan være bekendt.