EMNER

Ny Hjørring hurtigt ude med IT-aftale

Ny Hjørring først med statsaftale med jobcenter-IT

NY HJØRRING: Ny Hjørrings kommunaldirektør, Jesper Christensen, sætter mandag i Nestlés lokaler sin underskrift på en IT-aftale med staten. Dermed er Ny Hjørring første kommune i landet, der laver en IT-aftale med staten om de nye jobcentre, som kommunen og staten skal drive i samarbejde. Jobcentret skal ligge i en del af de tidligere Nestlélokaler og får i alt 180 ansatte. Ny Hjørring forpligter sig til at levere alt IT til statens del af jobcentret. Det er en stor fordel for Ny Hjørrings egne IT-folk, at de får ordren, vurderer Jesper Christensen. - Dels understreger det vores vision om at anvende informationsteknologi (IT) i Ny Hjørring Kommune, men staten stiller også kontante krav om svartider og andet, som det vil være en fordel for vores folk at leve op til. På den måde får vi en ekstra indsigt i de krav, som brugerne stiller og udvikler vores egen organisation, hvilket er sundt, siger Jesper Christensen. Ny Hjørrings IT-folk skal konstruere hele netværket til den statslige del af jobcentret og sørge for, at arbejdsstationer til 33 ansatte fungerer helt perfekt med software, elektroniske postsystemer, og hvad ansatte i dag har brug for rent edb-mæssigt. Samtidig forberedes det elektroniske netværk på at kunne samarbejde med de netværk, som Ny Hjørring skal bruge på de kommende centre, der i dag rummer de fire rådhuse.