Ny Hobro-nedtur

HB Køge blev trykket i bund i første halvleg, men skarpheden er gået i vinterhi

Claus Jensen
Anders Holvad var tilbage i Hobros startopstilling mod HB Køge. Lige lidt hjalp det. Arkivfoto
Sport 14. november 2016 20:59 - Opdateret 15. november 2016 09:15

HERFØLGE: Mandag måtte Hobro IK for anden kamp i træk gå fra banen i 1. division med et smalt nederlag. Efter sidste weekends 1-0-nedtur mod Nykøbing FC på hjemmebane var det denne gang HB Køge, der stod med alle tre point på deres hjemmebane.

Mads Juel Andersen blev matchvinder på Herfølge Stadion i det 33. minut. Et frisparksindlæg havnede ved bagerste stolpe hos Alexander Bah, der fandt holdkammeraten ved første stolpe, og det mål til 1-0 blev opgørets eneste.

Hobro indledte ellers kampen med at lægge HB Køge under et stort tryk. Allerede efter 10 sekunder blev en lang bold snittet videre til en helt fri Anders Holvad, men han sparkede den store mulighed snert forbi.

Senere fulgte hele 11 hjørnespark til Hobro, men præcis som i forrige runde mod Nykøbing FC formåede Ove Pedersens mandskab ikke at få udbytte af de mange indlæg. Skarpheden manglede og HB Køge forsvarede sig bravt.

I anden halvleg bød HB Køge langt mere ind, og de var i flere omgange tæt på at øge til 2-0. Lee Rochester knaldede i det 51. minut et langskud på overliggeren. Heldet og Jesper Rask var med Hobro, og i stedet fik nordjyderne lagt sjællænderne en smule under pres i kampens sidste kvarter.

Den største mulighed fik Wilfried Domoraud i det 81. minut, da en clearing efter et indlæg faldt lige for fødderne af ham midt i feltet. Afslutningen blev dog flot fodpareret af målmanden, og dermed blev det.

Med nederlaget ligger det fast, at Hobro efter 17. spillerunde må overlade førstepladsen i 1. division til Vendsyssel FF, der fører med 30 point. Hobro forbliver på andenpladsen med 28 point, mens HB Køge nu ligger side om side med FC Roskilde på tredjepladsen. Begge hold har 26 point.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...