Ny høst af Kirkeby i Aars

per kirkeby, her ved indvielsen af Musikuset Alfa i Aars i sommer, hvor han har lavet vægudsmykningen. Arkivfoto: Grete Dahl

per kirkeby, her ved indvielsen af Musikuset Alfa i Aars i sommer, hvor han har lavet vægudsmykningen. Arkivfoto: Grete Dahl

Siden 1981 har man i Aars kunnet præsentere årets høst af Kirkebys Læsøbilleder som det første sted på fastlandet. Således også i år, hvor værkerne udstilles på Himmerlands Kunstmuseum, Museumscenter Aars. Der er atter tale om en blanding af oliemalerier og tavler, ofte med religiøse motiver, der har optaget den efterhånden 70-årige kunstner meget de senere år. Den internationalt meget anerkendte kunstner er blevet kaldt landskabsmaler, romantiker og ekspressionist. - Kirkeby er ikke landskabsmaler i klassisk forstand. Han bruger landskabet og sin viden som udannet geolog som afsæt for at lave billeder af psykiske tilstande. Derfor kan han ses som en slags malerpoet. - Kirkebys billeder er lavet af en kunstner, der godt ved, at der ikke er så langt igen, som der har været, men som man vil se på udstillingen, er der stadig liv i kludene og lys i lygten, siger museumsinspektør Annie Nørby, Vesthimmerlands Museum. I de sidste mange år har Kirkeby arbejdet med religiøse motiver, der har bragt hans billeder i dialog med de store temaer hos fortidens klassikere: Korsfæstelsen, korsnedtagelsen, gravlæggelsen. Det er naturen og de store forgængelighedstemaer denne udstilling handler om. Museets genbo Vesthimmerlands Gymnasium og HF udgiver på Kirkeby-udstillingens åbningsdag 13. december bogen ”Per Kirkeby og Vesthimmerlands Gymnasium”. Også her har kunstneren sat sit stærke præg på indretningen. Udstillingen varer til 28. februar.