Ny idrætsforening i medvind

Strukturen på plads - mangler flere medlemmer

Hirtshals 1. marts 2003 07:00

HJØRRING: I november 2002 havde foreningen Hjørring Handicapsport stiftende generalforsamling, og siden har medlemmerne knoklet for at få sat tingene på skinner. Det er de nu kommet så langt med, at de aktivt begynder at markedsføre sig i Hjørring og de omkringliggende kommuner. Målet er at skaffe flere medlemmer til foreningen, som i øjeblikket har 15 fysisk handicappede, der mødes hver onsdag for et par timers udfoldelse om forskellige aktiviteter på Muldbjergskolen. - Vi hænger plakater op overalt, hvor vi forventer at fysisk handicappede færdes, ligesom vi sender brochurer rundt hos praktiserende læger, fysioterapeuter og alle handicaporganisationer i området, siger foreningens sekretær, Chanette Holst, der har været med helt fra begyndelsen. 57 ansøgninger Siden november har foreningen sendt 57 ansøgninger om økonomisk støtte til en lang række fonde, organisationer og virksomheder, som kunne tænkes at ville støtte handicapidræt med et større eller mindre beløb. Og foreløbig går det rigtig godt. - Vi søgte i første omgang om materialer, så vi kunne komme igang - lige fra kontormaterialer til idrætsredskaber. Og allerede nu, hvor der stadig mangler svar fra mange af de 57, har vi fået de knap 20.000 kroner hjem, som vi har søgt om, siger Chanette Holst. I øjeblikket har idrætsforeningen tid på Muldbjergskolen hver onsdag fra 17.30-19.30, men dette tidspunkt håber foreningen kan flyttes til kl. 19.00-21.00 fra den næste sæson, der begynder til august. Frivillig støtte Hjørring Handicapsport har en lang række frivillige hjælpere, der trofast møder op hver onsdag for at stille redskaberne op, hjælpe undervejs og stille redskaberne tilbage, når udfoldelserne over overståede. - De gør et stort stykke arbejde, og vi kunne overhovedet ikke klare os uden de frivillige. Men det ville være rart, hvis endnu flere havde lyst til at hjælpe, således at vi måske kunne lave nogle turnusordninger, så ikke alle behøvede stille op hver onsdag, siger foreningens næstformand, Kim Brogaard Christensen. Han bor i Hirtshals, og et af hans erklærede formål er, at også handicappede fra andre kommuner end Hjørring skal bruge den nye idrætsforening. - Vi skal have trukket folk op af sofaen. Der sidder mange rundt om som ville have godt at at komme ud og røre sig lidt og være sammen med andre mennesker - om ikke andet, så kan de jo komme og kigge en enkelt onsdag, siger han. Hjørring Handicapsport holder generalforsamling mandag 24. marts, og her håber den nuværende bestyrelse, at der kommer rigtig mange for at støtte foreningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...