Hjørring

Ny indehaver af Centrum Auto

Kenny Kristensen overtager sin gamle arbejdsplads i Hjørring

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ole Broberg Skov (tv) vil prøve kræfter med noget nyt, men ved endnu ikke hvad. Pr. 30. september overtager Kenny Kristensen Centrum Auto.

HJØRRING:Der er skruet op for radioen, og Saybia’s melodiøse klang blander sig med kontant værksteds-støj hos Centrum Auto i Mellemgade i Hjørring, hvor svenden huserer under en Skoda Fabia, der er hejst op i halvanden meters højde.

Alt er med andre ord, som det plejer - og så alligevel ikke.

Indehaveren gennem en snes år af Centrum Auto, Ole Broberg Skov, er nemlig i gang med lidt af et vognbaneskift - blinkeren er tændt: 30. september overtager Kenny Kristensen Centrum Auto, og det er bestemt ikke et fremmed sted for ham.

Kenny Kristensen var nemlig ansat i 15 år på stedet, inden han for fire år siden skiftede til EUC Nords praktikcenter i Frederikshavn.

- Jeg har haft det sådan, at jeg altid gerne har villet ende med at have mit eget, siger Kenny Kristensen, der fik muligheden, da han en dag kom forbi med en knægt, der skulle findes praktikplads til.

- Det var en dag, hvor det hele drillede lidt. Så spurgte jeg Kenny, om han ikke snart skulle overtage sin gamle arbejdsplads. Og jeg har ikke sovet så godt de seneste fem år, som efter vi har underskrevet papirerne!, lyder det ærligt fra Ole Broberg Skov, der privat bor i Hirtshals.

Han har endnu ikke besluttet sig for, hvad han skal lave fremover; 31. oktober bliver han i øvrigt 50 år.

- Skulle jeg skifte spor, så skulle det være nu, siger Ole Broberg Skov.

Denne dag har en Othello-lagkage fundet vej til frokoststuen, men som Ole Broberg Skov siger, så skulle der måske nærmere stå kneipbrød og myseost på bordet - omkring en fjerdedel af værkstedets kunder er nemlig norske.

Antallet af norske kunder er vokset via mund til mund i broderlandet, hvor det kan være en endog meget dyr fornøjelse at besøge sin mekaniker.

Kenny Kristensen har planer om at samarbejde med andre forretningsdrivende i Hjørring i et forsøg på at opdyrke dette marked yderligere, fortæller han.

Den nye indehaver er også klar til at trykke hornet i bund 30. september, når han overtager Centrum Auto. Det falder nemlig sammen med Open by Night i Hjørring, så her diskes der op med konkurrencer og andet.

Interesse for gamle biler

Kenny Kristensen fortæller, at han kort og godt laver alle slags opgaver på værkstedet. Foruden ham selv vil kunderne fortsat møde Jannick Kristensen, der i forvejen er ansat - og i øvrigt er nevø til Kenny Kristensen - samt en lærling.

Privat bor Kenny Kristensen i Poulstrup med sin kone og tre børn - og en Opel Rekord C fra 1971; han er nemlig ret interesseret i biler med nogle år på bagklappen. Det betyder også, at han som en slags niche på værkstedet ordner klassiske biler, veteranbiler samt såkaldte youngtimers - ældre biler, der endnu ikke er helt i veteranklassen. tn

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.