Ny indvandrerafdeling skal stoppe fejlbehandling

Misforståelser mellem læge og patient betyder, at syge indvandrere går glip af behandling

Hospitaler 2. december 2007 05:00

ODENSE: Indvandrere kastes rundt, når de bliver syge og kommer på hospitalet. Nogle burde slet ikke være indlagt, mens andre kommer alt for sent i behandling. Det har store konsekvenser for patienten, men også for hospitalet, som bruger tid og penge på at sende patienten fra afdeling til afdeling, hvor der laves forkerte, for mange eller for få undersøgelser. Problemet er nu så stort, at man på Odense Universitetshospital som det første sted i landet opretter en særlig indvandrerafdeling. - Vi kan se på sygehuset, at der er for mange patienter, som vi ikke har styr på. De cykler rundt i systemet, og der er forsinkelse på diagnoser, siger overlæge Morten Sodemann, som har fået til opgave at starte den nye afdeling efter nytår. Får ej rette behandling En undersøgelse fra Institut for Sundhedsforskning på Københavns Universitet viser, at hver fjerde læge oplever, at indvandrere ikke får den behandling, de har brug for. Tre ud af fire læger oplever endda, at indvandrerpatienter er en særlig belastning for en afdeling, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op. - Vi oplever, at der er mangelfuld information, og at mange indvandrere føler sig kastet rundt i systemet, siger Ellen Breddam, som leder sundhedscentret i den indvandrerdominerede Odense-bydel Vollsmose. Og det kan have alvorlige konsekvenser for patienter, som ikke får behandling i tide, forklarer Morten Sodemann. - Jeg havde for nylig en pige i tyverne, som blev lam, fordi hun gentagne gange blev overhørt, og ingen forstod, hvad hun sagde. Hun havde en infektion, man kunne behandle, men kom for sent på sygehuset. Det har vi set gentagne gange, siger han. Flere undersøgelser peger på, at der er en kommunikationsbrist mellem læge og patient. Mange indvandrere har en anden måde at forstå sygdomme på. For eksempel skelner nogle mellem ¿kolde¿ og ¿varme¿ sygdomme, mens de ikke ved, hvad en lunge eller en lever er. Grim suppe - Det er en grim suppe af manglende kropsviden. Det betyder, at man siger av på en anden måde, siger Morten Sodemann. Og det er her, læger og sygeplejersker skal blive bedre til at forstå. Den nye afdeling vil med overlæge Morten Sodemann i spidsen bestå af en sygeplejerske, en socialrådgiver og en tolk. Derudover skal en repræsentant fra hvert lægespeciale være tilknyttet. Opgaven bliver ikke kun at forstå, hvad patienten fejler og sende vedkommende videre til den rigtige hospitalsafdeling. Den bliver også at forbygge og forklare indvandrere, at deres lidelse hænger sammen med kostvaner, motion og livsstil./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...