Redningsvæsen

Ny inspektør er klar

1. juni overtager Niels Jørgen Nygaard, Fjerritslev, jobbet som beredskabsinspektør i Jammerbugt Kommune. Han afløser Michael Timm, der har skiftet til beredskabet på Djursland.

Niels Jørgen Nygaard tiltræder 1. juni som beredskabsinspektør i Jammerbugt Kommune. Foto: Michael Bygballe

Niels Jørgen Nygaard tiltræder 1. juni som beredskabsinspektør i Jammerbugt Kommune. Foto: Michael Bygballe

Den nye beredskabsinspektør er 40 år og kommer fra en tilsvarende stilling i Vesthimmerland Kommune. - Jeg er oprindelig uddannet blikkenslager. Kom til det daværende Civilforsvar som værnepligtig og blev hængende i korpset som kontraktansat mellemleder. Derefter fulgte uddannelse som holdleder og senere indsatsleder, fortæller Niels Jørgen Nygaard. I 1996 blev han ansat som produktionsleder hos Inelco, Fjerritslev. Året efter også som deltidsbrandmand og holdleder hos brandvæsenet i Fjerritslev. - Efter fire gode år hos Inelco vendte jeg tilbage til min gamle arbejdsplads i Thisted, der nu havde skiftet navn til Beredskabsstyrelsen Nordjylland. Titlen var nu vagthavende, der efter supplerende uddannelse blev skiftet ud med viceberedskabsmester. I den periode havde han blandt andet ansvar for uddannelse af værnepligtige. 1. januar 2007 blev Niels Jørgen Nygaard ansat som beredskabsmester hos Beredskabscenter Aalborg. - Jeg kom til Vesthimmerland Kommune 1. september 2008 som beredskabsinspektør. Et job, der bl.a. indebærer den operative ledelse af kommunens beredskab samt ledelsen af frivilligenheden.