Skolevæsen

Ny inspektør med musikbaggrund

HUNDELEV:Hundelev Skole har fået en ny inspektør. Han hedder Michael Slot Pihl, er 41 år og lærer og kommer fra en stilling som afdelingsleder for Holmegårdskolen i Hjørring. Han er samtidig en mand, der beskæftiger sig meget med musik. Han har sat store musicals op, har skrevet musik og har senest udgivet en CD, hvor han har sat musik til nogle af Halfdan Rasmussens tekster. - Jeg vil gerne præge hele skolen med den musikalske og kreative side, og jeg kan godt forestille mig at lave musical på Hundelev Skole. Men der skal selvfølgelig samtidig stadig være meget vægt på det faglige, så vi som en lille skole kan dokumentere, at vi er lige så gode som de større enheder, siger den kommende skoleleder. Lokalsamfund Michael Slot Pihl ser meget frem til at komme til at arbejde på en skole af lille størrelse. Hundelev Skole har 170 elever og er dermed en af de største af de små skoler i den kommende storkommune. - Jeg kan godt lide at være i et lille lokalsamfund, hvor der er kort afstand fra inspektørens kontor til både eleverne og forældrene. Det giver et tæt samarbejde, siger han. Michael slot Pihl bor i Hjørring og kender i grunden ikke så meget til Hundelev som sådan. Men han har selvfølgelig gjort sig en række tanker om, hvordan han vil gribe den første tid i sin nye hverdag an. - Jeg vil først og fremmest begynde med at lære børn og personale at kende. Jeg kommer ikke med 120 kilometer i timen og vil lave alting om. Det er vigtigt, at man bruger tid på at lære stedet at kende og den kultur, som der er, siger Michael Slot Pihl, der mener, at Hundelev er en aktiv by med gode tilbud til børn og unge. For en måneds tid siden blev hundelev da også kåret til årets børneby i Nordjylland. Michael Slot Pihl begynder i sin nye stilling fra 1. november.