Ny internet- og spillecafé på vej i Pandrup

Brødre vil åbne computercafé i Bredgade

Pandrup 11. september 2002 08:00

PANDRUP: Unge kan se frem til at få et nyt sted at mødes, hvor de kan dyrke deres interesse for internet og computerspil. Hvis ellers de kan finde et egnet sted til parkering, ser det nu ud til, at brødrene Mark og Mike Nielsen er klar til at åbne en computercafé for unge. Caféen skal ligge i Bredgade 50, hvor deres firma, Entertainment Trading, allerede har til huse. - Det bliver mest netspil som counterstrike og warcraft. Det vil også være muligt at tjekke mails, men det kan de fleste hjemmefra, så det bliver mest spil, siger storebror Mike Nielsen. Brødrene har søgt kommunen om lov til at etablere caféen, og de har fået at vide, at de først skal løse et eventuelt parkeringsproblem, men det bliver nemt ordnet, håber de. - Vi vil have tilladelsen, før vi går i gang, men der har altid været forretninger her uden de store problemer, og vi er da også blevet opfordret til at søge igen og gå i dialog med de andre butikker, fortæller Mike Nielsen. Hvis den endelige tilladelse falder på plads, vil de have caféen klar med seks-otte computere på højst to uger, hvis ikke computerne driller. Mike Nielsen fortæller, at de allerede har etableret deres eget firma, derfor er de ikke afhængige af den nye café. - Vi skal ikke leve af det, maskinerne skal bare betales af. Vi åbner den, fordi vi havde 60 kvadratmeter, der lige så godt kunne bruges til noget fornuftigt, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...