Ny istid er lige om hjørnet

FREDERIKSHAVN:Byggeriet af hal 2 ved Frederikshavn Isstadion skrider planmæssigt fremad. De store metalbuer, der skal bære taget over isen, bliver rejst i disse dage, men allerede søndag den 18. januar kan første del af byggeriet tages i brug. Til hjemmekampen mod Rødovre rykker erhvervsklubben ind på første sal i ”Elitebygningen”, en tilbygning på nakken af den eksisterende hal. Mens førstesalen bliver erhvervsklubbens og sponsorernes reservat til hjemmekampene, indrettes stueetagen som et 200 kvadratmeter stort omklædningsrum med diverese faciliteter som bade-, udstyrs-, stokke- og sliberum. Hal 2 skal stå klar til næste sæson. - Vi følger tidsplanen og regner med at være færdige til at prøvekøre anlægget sidst på foråret, først på sommeren, så alt er klart efter sommerferien, oplyser inspektør Per Jensen. Han glæder sig til at kunne tage Hal 2 i brug og ser frem til mange fordele for brugerne: - Dels får ishockeyklubben og skøjteforeningen mere istid og behøver ikke at træne til midnat, dels bliver der flere og bedre tider til offentlig skøjtning. For øjeblikket er der offentlig skøjtning tirsdag fra kl. 11-16, onsdag, torsdag, fredag fra 11-13.30, lørdag fra 18.30-21 og søndage fra 10-12. Til- og ombygningen løber op i ca. 26 mio. kr. I begyndelsen af januar tages første spadestik til det næste store idrætsbyggeri i Frederikshavn, Arena Nord på Rimmens Allé.