Ny Jammerbugt-formand: Justesen er et scoop

Jammerbugt FC bekræfter den nye træner

Søren Olsson
Den nye bestyrelse i Jammerbugt FC kalder Lars Justesen for et scoop. Arkivfoto: Lars Pauli
Sport 16. november 2016 15:38 - Opdateret 16. november 2016 16:08

JETSMARK: Jammerbugt FC har lavet en gevaldig omstrukturering efter et skuffende efterår, og klubben går nu ind til et livsvigtigt forår med både en ny bestyrelse og en ny træner.

Klubben har nemlig indgået aftale med den tidligere Hobro-træner og tidligere Esbjerg-assistent Lars Justesen, der skal føre klubben igennem en større redningsaktion i 2. 2ivision, efter efteråret endte med en skuffende syvendeplads i gruppe 3.

- VI synes da selv, at Lars er lidt af et scoop. Vi er en helt ny bestyrelse - eller udvalg som det vel retteligt er - og vi trådte til i sidste uge med en liste over mulige emner, og her stod Lars Justesen øverst, så det er gået stærkt, siger den nye formand Bøje H. Lundtoft.

- VI vil selvfølgelig gerne sige tak til Martin P for den indsats, han har leveret i klubben. Han har leveret et fornuftigt arbejde, men vi følte, at der skulle ske noget nyt. Og Lars passer godt ind i den her klub. Vi er lidt nogle bonderøve heroppe, og det er han måske også lidt selv. Og han har nogle gode visioner for klubben, siger den nye formand.

- Nu skal vi have kigget på hele klubben. Foreløbig er vi valgt ind som bestyrelse for Jammerbugt FC, der er et udvalg under Jetsmark IF, men planen er ved generalforsamlingen i 2017, at vi skal vælges ind som bestyrelse for Jetsmark IF også. Den nuværende bestyrelse har gjort et godt stykke arbejde, men nu er det på tide at få sat handling bag ordene om, at vi skal være en klub, der har mange talenter af egen avl suppleret med gode spillere udefra. Og så skal vi til at drive forretningen så professionelt, som det er muligt, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...