Ny Juventus-bomber slår til mod tyrkere

Juventus vandt en 2-0-sejr over Trabzonspor i den første af to kampe i Europa Leagues 1/16-finale.

Det var det tyrkiske hold Galatasaray, som endte med at slå Juventus ud af Champions League, så torsdagens sejr over et andet tyrkisk hold i Europa League var en kærkommen revanche for den italienske mesterklub.

Juventus besejrede Trabzonspor med 2-0 på Juventus Stadium, og det giver Torino-klubben et udmærket udgangspunkt før returopgøret i Europa Leagues 1/16-finaler.

Pablo Daniel Osvaldo bragte Juventus foran 1-0 efter et kvarters spil. Den italienske angriber, der er lejet hos Premier League-klubben Southampton, udnyttede kynisk en fejl i tyrkernes forsvar.

28-årige Osvaldo blev i januar hentet til Juventus på en halvårig aftale, og italienerne har en købsoption på den italienske landsholdsspiller. Osvaldo scorede til 1-0, da Italien spillede 2-2 mod Danmark i Parken i oktober sidste år.

I anden halvleg gik Juventus efter at få scoret kampens andet mål, men det lykkedes først i overtiden for franske Paul Pogba at fordoble sejrens størrelse.

Sejren over Trabzonspor var en lille opmuntring for Juventus, som skuffede fælt i Champions Leagues gruppespil ved ikke at gå videre.

FC København opnåede blandt andet at spille 1-1 mod Juventus i Parken i den første kamp i gruppespillet. FCK endte sidst i gruppen lige efter italienerne.

Tidligere torsdag spillede den russiske klub Anzhi 0-0 hjemme mod belgiske Genk, som havde den tidligere Lyngby-back Brian Hamalainen med i hele kampen.

Anzhis midtbanespiller Ilya Maksimov fik rødt få minutter før tid, men Genk kunne ikke nå at udnytte overtallet. Genk står nu med pæne muligheder for at nå 1/8-finalerne i Europa League.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst