Ny kirkeordning?

Ved valget fik Danmark en ny regering og derved også en ny kirkeminister, Manu Sareen. Ved valget af ham som minister og med omtalen af folkekirken i regeringsgrundlaget, er der givet startskud til en diskussion om, hvilken organisering og placering folkekirken skal have i dagens Danmark. Danmark udmærker sig med at have en folkekirke og ikke en statskirke.

En statskirke er en kirke, som man skal være medlem af ved at være medlem af staten (eks. Danmark). Folkekirken er et frivilligt foretagende, som flertallet af danskerne tilslutter sig. I den form støttes folkekirken af staten. Denne støtte, som er udtrykt i grundlovens §4, er ikke nødvendigvis økonomisk (for øjeblikket er det faktisk sådan, at kirken har underskud overfor staten), men støtten kunne også være i form af opretholdelse af Helligdage, skolens kristendomsundervisning mm. Den nye regering har udtrykt ønske om at omorganisere folkekirken, men dog, som det udtrykkes i regeringsgrundlaget, inden for grundlovens rammer, hvilket betyder, at folkekirken ikke skal løsrives fra staten, hvilket også ville være en meget svær handling, da kirken og staten er indvævet i hinanden, og betyder det for eksempel at korset på toppen af spiret på Christiansborg skal fjernes? Og helt principielt må man sige, at hvis der sker en adskillelse, så er det staten, der skilles fra kirken, og hvem bryder sig grundlæggende om en stat uden samvittighed? Men man ønsker at omorganisere og det kan der være meget fornuft i. Tiden ændrer sig og kalder måske på andre strukturerer. Det bliver spændende at se, hvilke forslag, der kommer på bordet. En af tankerne er måske at indføre en form for kirkeråd. Det, der kaldes for en synode. Det har man gjort i Sverige, hvilket dog ikke har været en ubetinget succes, for kirkerådet domineres her af de politiske partier, hvilket placerer kirkerådet som en slags underfolketing, hvilket ikke kan være i nogens interesse. Desuden har kirkerådet udtalt sig om politiske emne, hvilket gør mange uenige i deres egen kirke. Man bør altid tænke på hvilken politik, man mon kan udlede af et korsfæstet menneske? I Danmark har vi faktisk en meget smuk og givende tradition i de grundtvigske valg- og frimenigheder, hvor kirken ikke organiseres fra oven, men fra neden. Her er det de enkelte menigheder, der tager ansvar for deres eget liv, og menighederne har ingen overordnet magtstruktur. Her er det folket selv, der tager sagen i egen hånd. Problemet er måske at tiden mange steder er løber fra dette, da civilsamfundet i høj grad er smuldrende. Men ikke desto mindre frembyder denne tradition et reelt alternativ til en topstyret kirken i form af en synode. Folkekirken udmærker sig jo netop ved en flad struktur, hvor de enkelte kirker, indenfor de givne økonomiske rammer, selv forvalter deres liv og gerning. Det er et stort gode, som vi alle bør prise og værne om. Måske har vi netop en tradition for kirkelig forvaltning i Danmark, så vi ikke behøver at gå over åen - eller over Øresund - efter vand. En folkekirke går i svang med det folkelige. Derfor er det afgørende for kirkens liv, at der er et folkeligt liv. Hvis der ikke er det, fordi lokalsamfundet smuldrer i kraft af skolelukninger, butiksdød mm, er det meget svært at holde kirke på det sted. Kirken er meget ofte det sidste, der er tilbage i små lokalsamfund, men kirken kan ikke holde liv i samfundene alene. Derfor er det allermest afgørende i denne organisationsdiskussion, vi skal have, at vi ikke glemmer virkelighed. Man kan ikke organisere liv frem, men kun skabe rammerne. Det afgørende i vor tid er egentlig ikke organisation, selvom meget af vores tid går med det, men om der overhovedet er liv i organisationen. Der er stadig liv i folkekirken - også meget liv - det er et af de steder i Danmark, hvor der sker mest i form af gudstjeneste, forkyndelse, undervisning, foredrag, musik og kultur. Men det er afgørende, at vi ikke professionaliserer dette, men forsøger at fastholde det anarki folkekirken også er, så at den evangeliske kirke i Danmark stadig kan kaldes en folkekirke.

Forsiden