Slagterier

Ny klejnsmed hædres med industrimedalje

Overrækkelsen sker i Den Sorte Diamant, og den 20-årige har inviteret sin nærmeste familie med

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I øje­blik­ket kun­ne jeg ikke tæn­ke mig no­get bed­re end at være klejn­smed, si­ger Micha­el Stanly Hansen. Job­bet er både spæn­den­de og ud­for­dren­de.

FJERRITSLEV:Først var der glæde over, at Michael Stanly Hansen scorede et 11 tal ved svendeprøven som rustfast klejnsmed efter fire et halvt års læretid hos ProCon Staal på Aalborgvej i Fjerritslev. Nu er der glæde over, at den dygtige smed, der lige er fyldt 20, bliver belønnet for det flotte resultat med ML-Prisen 2006 - Metalindustriens Lærlingepris. Prisen overrækkes i Den Sorte Diamant i København fredag 29. september, og prismodtageren er så heldig, at han kan invitere sin nærmeste familie med: Kæresten Stella, lillebror Per på 16 og forældrene Hanne og Børge Hansen i Bonderup. Og så tager chefen, Eigil Bach Nielsen, og hans kone Henny med over til festlighederne i hovedstaden. Glæden over 11-tallet, ML-prisen og fast ansættelse hos ProCon er stor hos Michael Stanly Hansen, men den er om muligt endnu større hos forældrene, der glæder sig meget til turen til hovedstaden. - Jeg har ikke været i København, siden jeg var 13, og Børge har aldrig været der, siger den stolte mor, Hanne Hansen. - Michael elsker at lave noget med hænderne og er dygtig til det. Han har bl.a. lavet alle tiders flotte postkasse i rustfrit stål til os i fødselsdagsgave. Michael Stanly Hansen ville som 14-årig gerne have et job og blev fejedreng hos ProCon Staal. - Interessen for at komme i lære kom lidt efter lidt, og i dag kunne jeg ikke tænke mig noget bedre, siger Michael. Jobbet er både spændende og udfordrende. Det kan godt være, at jeg om nogle år får lyst til at læse til maskinmester, men så længe jeg finder udfordringer i at være smed, fortsætter jeg med det. Det håber arbejdsgiver Eigil Bach Nielsen også, at han gør. - Michael er fantastisk dygtig. Han er en af dem, der er for få af, lyder det fra chefen. Han kan alt, og det har han vist både i hverdagen og ved svendeprøven, hvor han burde have haft 13. Ved svendeprøven på Aalborg Tekniske Skole lavede Michael sammen med to lærlingekolleger et udekøkken i stål og ædeltræ. Lærlingene skulle selv komme med idé samt lave kalkulationer og tegninger. Det flotte udekøkken står nu hjemme hos Michael. Eigil Bach Nielsen glæder sig over, at hans unge medarbejder takket være engagement og kreative evner allerede selv kan tage ud på virksomheder og løse problemer. Han har flere gange været hos en af ProCons faste kunder, fjerkræslagteriet Rose Poultry i Vinderup, og han er netop vendt hjem efter nogle dage på et slagteri i Polen, hvor han fløj ned alene og mødtes med et par montører fra ProCons tyske samarbejdspartner. Opgaven var at montere ekstra udstyr på en lift. Tidligere har Michael været på opgaver i Rusland og Tyskland. ProCon Staal udfører specialopgaver til fødevaresektoren, hovedsagelig slagterier og mejerier. 60-70 procent af produktionen går til eksport til det meste af verden. Programmet for prisoverrækkelsen på Diamanten begynder kl. 10.30 med brunch i forhallen efterfulgt af musik i Dronningehallen. Efter taler af ledere fra Industriens Uddannelser bliver der festtale ved undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder. Derefter uddeles priserne, og der sluttes med et lettere traktement i Diamantens forhal kl. 13.30.