Støvring

Ny klub halvt fyldt op

STØVRING:Mere end tre måneder inden den åbner dørene for første gang er halvdelen af pladserne i Støvrings kommende i-drætsfritidsklub allerede optaget. Det er formanden for Støvring IF’s fodboldafdeling Anders Norup, der holder styr på tilmeldingerne, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat. - I princippet kan vi tage løbende mod tilmeldinger indtil sommerferien, men vi håber at have alt det på plads indenfor en måned. Det vil passe med, at vi har fået ansat en ny leder, der kan gå i gang, siger Anders Norup. Idrætsfritidsklubben er et forsøgsprojekt der laves af SIF i samarbejde med Støvring Kommune. Meningen er at præsentere børn for idrætslivets mange facetter og dermed forhåbentlig en sport, der kan blive en livslang og sund interesse. Klubben skal ledes professionelt af en uddannet pædagog, der får en anden voksen med på sidelinien. Ansøgningsfristen er 3. maj, og der er allerede dukket nogle ansøgninger op i Anders Norups postbunke. Kombinationen af et spændende job og den nuværende ledighed blandt pædagoger burde også skaffe Støvring IF et felt af kvalificerede ansøgere. Projektet er finansieret af Kulturministeriet.