Ny kommunal arbejdsgruppe skal redde Alexandra Skolen fra lukning

- Venstre har ikke handlet rettidigt, siger Jørgen Steengaard (V)

Jørgen Steengaard (V) er kommet med et forslag, der måske kan redde Alexandra Skolen. Han medgiver dog, at Venstre er sent ude. 
FOTO: Bent Jakobsen

Jørgen Steengaard (V) er kommet med et forslag, der måske kan redde Alexandra Skolen. Han medgiver dog, at Venstre er sent ude. FOTO: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Venstres Jørgen Steengaard vil nu råde bod på, at lokalpolitikerne har siddet med hænderne i skødet, mens Alexandra Skolen kæmpede for at redde sin fremtid Mandag lancerede Steengaard et forslag på Kultur- og Fritidsudvalgets møde, der måske kan redde Alexandra Skolen. Og udvalget besluttede at forslaget skulle vedtages. Forslaget går bl.a. ud på at nedsætte en kommunalt ledet arbejdsgruppe der skal undersøge mulighederne for at bevare Alexandra Skolen - eventuelt i et kommunalt regi. Gruppen skal også vurdere, hvorvidt skolen med fordel kan ændre på uddannelses- og kursustilbud og f.eks. indgå i andre samarbejdsrelationer. Steengaards forslag indebærer også, at der i arbejdsgruppen er repræsentanter fra skolens ledelse, personalet, forvaltningen samt politikerne. - Da udmeldingen om, at Alexandra Skolen ikke ville blive SU-godkendt fra efteråret 2007 stod at læse i avisen tænkte jeg, at nu må vi altså prøve noget lokalt, når storpolitikken ikke har kunnet komme videre. Jeg ved godt, at der reelt ikke har været et initiativ fra Venstre før nu – og det har jeg savnet. Der har løbende været en dialog med skolen, men man har hele tiden overladt det til ”de andre” at konkretisere en løsning, og det er ikke lykkedes. Derfor tager jeg nu dette initiativ, siger Jørgen Steengaard. Det er i 11. time Venstre reagerer, og det erkender Steengaard også. Men han håber at der stadig, er tid nok til at redde skolen, inden den lukker definitivt. - Vi har ikke handlet rettidigt – men nu forsøger jeg at bringe parterne sammen til en dialog. Skolen har gjort utroligt meget for at brande Frederikshavn og har haft stor succes med det. Mange kendte har fået syet deres kjoler dér, ikke mindst H.K.H. Prinsesse Alexandra, der jo er en unik protektor for Alexandra Skolen, siger Steengaard. - Jeg håber, med dette initiativ, at man kan forsætte den toårige uddannelse og det ikke blot bliver en kursusvirksomhed. Alexandra Skolen passer ind i fremtidens oplevelsessamfund, som vi jo gør så meget for at forankre i lokalsamfundet, siger Jørgen Steengaard. NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kultur- og Fritidsudvalgets formand Hans Ulrik Vadmann (V).

Forsiden