Ny kommunaldirektør på Læsø

Enig kommunalbestyrelse står bag ansættelsen af Peter Pietras

Kirsten Østergaard
Peter Pietras bliver kommunaldirektør i Læsø Kommune fra 1. januar 2019.
Ledelse 12. oktober 2018 09:12

LÆSØ: En enig kommunalbestyrelse har besluttet at ansætte den 52-årige Peter Pietras fra Korsør som ny kommunaldirektør i Læsø Kommune, hvor han afløser den nuværende kommunaldirektør Jørgen Vestby Christiansen ved årsskiftet.

- Jeg er utroligt glad for, at vi i fællesskab nu har udpeget en ny kommunaldirektør. Vi er enige om, at Peter Pietras har de rette kompetencer til at sikre, at Læsø fortsat kan udvikle sig til glæde for både borgere, ansatte og politikere, udtaler borgmester Karsten Nielsen.

Den nye kommunaldirektør blev udvalgt blandt knap 30 ansøgere, og han har flere forudsætninger for at varetage stillingen som kommunaldirektør på Læsø.

Erfaring fra ministerier

Peter Pietras er ph.d. i erhvervsøkonomi, MBA i strategi og Master i Organisationspsykologi.

Han har tidligere været ansat i Finansministeriet og Erhvervsministeriet i ca. 10 år som kontorchef i forskellige styrelser. Han har desuden været universitetsdirektør på Copenhagen Business School og administrerende direktør i Odense Kommune for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen.

Efter "en vanskelig pressesag" i 2015 - en sag, der handlede om, at kommunen angiveligt havde søgt at lukke adskillige sager om udsatte børn og unge for at spare - måtte Peter Pietras holde for og forlade Odense Kommune. Siden har han været tilknyttet Rambøll i en stilling som chefkonsulent for offentlig modernisering og digitalisering med opgaver for blandt andre KL, Dansk Politi, Børne- og Socialministeriet og Finansministeriet i Danmark og Sverige.

Peter Pietras kommer fra Korsør og har i øvrigt givet udtryk for, at han hurtigst muligt selv ønsker at blive borger i Læsø Kommune.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...