Lokalpolitik

Ny kommunaldirektør skal på plads

Farsø Kommune er gået i gang med at lede efter afløseren til Henning Olsen

FARSØ KOMMUNE: Tidligere kommunaldirektør Henning Olsen fra Farsø Kommune skal nu have en permanent afløser. Siden Henning Olsen kom i klemme i sagen om familieafdelingen på rådhuset og efter fælles overenskomst med Farsø Kommune måtte forlade sin stilling i utide, har kommunens økonomichef Peter Eeg Petersen været konstitueret i stillingen som kommunaldirektør. Men nu skal Farsø Kommunes økonomiudvalg på et ekstraordinært møde i dag tage stilling til den kommende jobannonces udformning. Stillingen som kommunaldirektør skal som minimum opslås i Statstidende og på Farsø Kommunes hjemmeside, men der er også tradition for, at den slags stillinger kommer ud i et større forum - enten i den relevante faglige organisations medlemsblad eller i dagspressens annoncesektioner. Orientering - I første omgang skal jeg give medlemmerne af økonomiudvalget en orientering på mødet i dag, siger borgmester H.O.A.Kjeldsen (V). - Men der er ingen tvivl om, at der skal ske noget i sagen nu, for vi kan ikke blive ved med at have kommunens økonomichef siddende i to stillinger, siger H.O.A. Kjeldsen. Han vil i øvrigt orientere medarbejderne på rådhuset efter mødet. Der er to former for ansættelse, når den nye kommunaldirektør skal underskrive ansættelsespapirerne. Farsø Kommune kan vælge mellem at ansætte den nye medarbejder som almindelig kommunal tjenestemand eller at ansætte på åremål. Vælger man tjenestemands-formen, kan man i første omgang nøjes med en ansættelse på prøve. Men vælger man åremålsformen, skal den nye ledende medarbejder ansættes i en periode på mindst tre år og højst seks år. I det kommunale system er det ofte sådan, at nye forvaltningscher kommer fra en tilsvarende stilling i en anden kommune, og netop usikkerhedmomentet i en ny stilling kan være med til, at der kan gives tilsagn om den såkaldte tilbagegangsret - altså muligheden for at vende tilbage til ens tidligere arbejdsplads. Borgmester H.O.A. Kjeldsen kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvornår den nye kommunaldirektør bliver ansat i Farsø Kommune.