Virksomhedsøkonomi

Ny konkurrenceform fik lystfiskerne tidligt op

Sæby-lystfiskere kunne vælge mellem kyst- og åfiskeri

SÆBY:Sæby og Omegns Lystfiskerforening havde succes med en ny konkurrenceform. Den blev godt modtaget af deltagerne, der selv kunne vælge, om de ville forsøge sig med kystfiskeri eller være ude med snøren i Sæby Å. En del forsøgte sig begge steder. "Store Fiskedag"-konkurrencen har hidtil alene været afviklet i Sæby Å, men i år besluttede bestyrelsen at prøve den nye form. Det betød et rekordstort deltagerantal til "Store Fiskedag" - og trak mange tidligt ud af sengen. Konkurrencene startede nemlig allerede kl. fire om morgenen på Sæby Havn, hvor skur 6 hos Goul-Klubben var samlingspunkt - og sluttede for de i alt 38 deltagere først 12 timer senere med indvejning og præmieuddeling. - Efter denne succes er der ingen tvivl om, at den nye konkurrenceform vil blive gentaget og måske allerede i august, hvor vi afvikler en konkurrence, der vil strække sig over et helt døgn, oplyser Jesper Christensen fra lystfiskerforeningen. De fik præmie Lystfiskerne havde en dejlig fiskedag i og omkring Sæby, selvom ikke alle fik noget på krogen og de fangede fisk ikke var af de allerstørste. Hele dagen var der livlig trafik på havnen af både deltagere og nysgerrige. Til indvejningen var der seks ørreder, seks hornfisk, en skrubbe og en ålkvabbe. De tre største ørreder blev præmieret med gavekort på henholdsvis 1000, 750 og 500 kr. Vinder blev Christian Mørk med en ørred på 42,5 cm og nr. to Ole K. Petersen med en ørred med 42 cm. Tredjepladsen gik til Sebastian Thomsen, som også fik præmien på 500 kr. for største anden art, nemlig en ålkvabbe på 28 cm. Præmierne på 500 kr. til den største hornfisk gik til Finn Skindbjerg og endelig for den største fladfisk til Leif Hansen.