Lokalpolitik

Ny kritik af forvaltning

Byrådet burde være blevet, siger viceborgmester

HJØRRING:Striden om en ændring i en lokalplan for et nyt byggeri i Bagterp ser ud til at fortsætte. For selv om direktøren i teknisk forvaltning, Andreas Duus, i går afviste kritikken, så møder forvaltningen nu ny kritik fra højt-placerede medlemmer af Hjørring Byråd. Bl.a. er viceborgmester Jørgen Lind Thomsen (V) utilfreds med sagen: - Jeg anser ændringen som noget større end en slåfejl, og jeg kan personligt ikke lide, at der bliver ændret i noget, der besluttes på et byrådsmøde. Det er ubehageligt, at en byrådsbeslutning på den her måde kan laves om rent administrativt, og for mig er en byrådsprotokol hellig, siger Jørgen Lind Thomsen, der nu vil kontakte Venstres gruppe for at drøfte, om sagen skal op på byrådsplan igen. - Det her er ikke heldigt, og efter min fornemmelse ligger det på kanten af, hvad forvaltningen kan gøre. Der bør ikke være uklarheder i den slags ting, tilføjer han. Efter sagen er kommet frem, har Jørgen Lind Thomsen gennemgået de tidligere udkast til lokalplanen, og ifølge viceborgmesteren har der sandsynligvis været tale om to forskellige bilag, hvor af der altså var en fejl i det ene. Formand for teknik- og miljøudvalget Ole Ørnbøl (S) afviser, at byrådet skal indkaldes igen.