Lokalpolitik

Ny KU-afdeling i Vesthimmerland

Efter års dvale er der igen et tilbud i Vesthimmerland til politisk interesserede unge med konservative tanker

Så er der igen et tilbud i det vestlige Himmerland til politisk interesserede unge, der hælder mod De Konservative, når der skal sættes kryds på stemmesedlen. Forleden blev der nemlig stiftet en vesthimmerlandsk afdeling af Konservativ Ungdom. Lars Viborg blev valgt som foreningens første formand, og han ser det som en oplagt placering af en KU-afdeling i det himmerlandske. - Med ni ud af 27 medlemmer i byrådet har vi i forvejen godt fat i Vesthimmerland, så det vil være naturligt at have udgangspunkt her, siger formanden, men han åbner samtidig for medlemmer fra andre dele af Himmerland. På tværs af kommuner - De nærmeste afdelinger ligger i Randers og Aalborg, så der må være mulighed for at samle interesserede, siger Lars Viborg. De nyvalgte formand har mange idéer til aktiviteter i den nye afdeling, der ikke blot skal beskæftige sig med rent politiske emner. Vesthimmerlands konservative borgmester Knud Kristensen deltog i det stiftende møde, og han hilser den nye forening velkommen. - Det er godt med visionære unge, der har mod på fremtiden. Jeg glæder mig til at følge dem, og har lovet at hjælpe dem, hvis der skulle blive brug for det, siger han efter mødet. Den nye KU-afdeling har allerede aftale med Knud Kristensen om faste halvårlige møder, hvor der kan udveksles synspunkter. Og så har foreningen allerede fra begyndelse et byrådsmedlem i bestyrelsen, idet Pia Buus Pinstrup er menigt medlem. De øvrige medlemmer af KU Vesthimmerlands bestyrelse er Claes Buus (næstformand), Lasse Nymann, Peter Rabøll og Lotte Nielsen.