EMNER

Ny kulturchef

PANDRUP/SÆBY:Michael Stilling, gift med lærer Anni Stiling, Sæby, er ansat som ny børne- og kulturchef i Pandrup Kommune fra 1. september som afløser for Erik Andreassen, der går på pension. Michael Stilling er 43 år og læreruddannet fra Hjørring Semnarium. Han har været ansat på Sæby Skole og som pædagogisk konsulent i Hobro Kommune, hvor han senere blev sous-chef i børne- og kulturforvaltningen. Fra 2000 til 2001 gik Michael Stilling helt nye veje inden for arbejdet med børn. Han blev direktør for en ny afdeling i Red Barnet, som beskæftigede sig med børn der er anbragt uden for hjemmet. Michael Stilling fortæller, at han har en stor interesse inden for børne- og kulturområdet, hvilket hans CV også indikerer. Han har valgt stillingen hos Pandrup Kommune, fordi han ser kommunen som spændende med mange muligheder. - Kommunens størrelse virker tiltalende. Der er mulighed for at få et godt indblik i hvad der rører sig de forskellige steder, og dermed danne sig det fornødne overblik til at løse opgaverne, siger han. Selvom Michael Stilling ikke kender Pandrup Kommune i detaljer, så har hans erfaringer givet ham nogle visioner. - Det er vigtig for en kommunal organisation at tænke aktivt og offensivt på medarbejdernes kompentence i forhold til skoler og institutioner. Vi er jo gode til at udtrykke os verbalt, men man skal også sørge for, at man kan gøre det, man vil i praksis, siger han. Michael Stilling håber, at han kan bidrage til, at borgerne i Pandrup Kommune synes, at det er et godt sted at bo med hensyn til skoler og institutioner. Han er i øjeblikket ansat som skoledirektør i Sydthy Kommune.