Ny kulturgesandt på spil i Kulturkommunen

Bibliotekar overtager jobbet som kulturambassadør

FREDERIKSHAVN:Da Anja Voel den 1. september kastede sig ud i jobbet som kulturgesandt for Kulturkommune 2004, skiftede hun i mere end én forstand gear. Faktisk er hun stadig ved at finde sine ben på, hylden i Kulturforvaltningen - hér fem dage efter startskuddet gik. Anja Voel tager over hvor Jane Blåbjerg slap, og én af arbejdsopgaverne består bl.a i at styre og redigere kulturårets hjemmeside. - Det er hér er en helt anden boldgade for mig, når man sammenligner med arbejdet som bibliotekar. Det bliver meget anderledes - men også spændende. Men web-arbejde har jeg erfaringer med fra tidligere arbejde - bl.a. har jeg været med til at starte miljøportal under Århus Amt for Miljøministeriet - den anvendes i dag til miljøundervisning på nettet, siger Anja Voel. Hun blev håndplukket til jobbet som kulturgesandt af bibliotekschef Thorkild Holm Pedersen. - Det var en overraskelse - men en dejlig én af slagsen. Jeg blev hentet med op til det samme møde, hvor Jane Blåbjerg lige havde fortalt, at hun blev nødt til at rejse til Østrig. Og jeg sagde straks ja, ikke mindst fordi jeg godt kunne tænke mig at arbejde med kultur og pr. på en anden måde - og så var det også dejligt at der var tænkt på mig, siger Anja Voel. Den udfarende kraft Hun er splinterny i netop arbejdets pr.-del. - Ja, det mere udfarende arbejde skal jeg lige sætte mig ind i tankegangen bag. men det bliver spændende og en stor udfordring. Hér kommer jeg virkelig til at udvikle mig personligt og oparbejde nye erfaringer - for jeg er jo ikke direkte kommunikationsuddannet, som min forgænger. Men det vil jeg bestemt ikke lade mig slå ud af, siger Anja Voel. Hun har kun 10 timer ugentligt til jobbet med kontakt til pressen og arbejdet med at vedligeholde og skrive på kulturhjemmesiden. Men hun er fortrøstningsfuld. - Man kommer langt med planlægning - og jeg synes det er en udfordring at få lov til at være med til at gøre sin indflydelse gældende og opleve på tæt hold, hvordan Kulturåret slutter, siger Anja Voel. Helt vild med bøger Ikke helt uventet er en af hendes helt store hobbies at læse gode bøger. - Bortset fra at jeg løbetræner og holder meget af at være ude i naturen, samt har en have der trænger til en meget kærlig hånd, elsker jeg at læse bøger - især inden for genrerne fantasy og spænding. Og én af mine helt store lidenskaber er Harry Potter-bøgerne og Skammerens datter. Men Dean Koontz og Steven King står også på listen. For en god bog er én, der evner at fange læserens opmærksomhed fra første til sidste side, så man bare flytter ind i bogen, siger bibliotekaren Anja Voel. Hun lytter også begejstret til pop og soul, R & B - ligesom f.eks. bands som Aha og Saybia er at finde blandt favoritterne. - Men lige nu gælder det allermest om at komme ind i de mange ting, der sker i kulturkommunen, på tirsdagsmøderne i tre-mandsgruppen og så videreudvikle og vedligeholde hjemmesiden, der helst skal give et topaktuelt billede af Kulturkommune 2004. - Jeg er fuld af optimisme - og så er det jo ikke nye mennesker, men gamle kendinge, jeg kommer til at samarbejde med. Både Jacob Dalsgaard, Aase Christensen og Thorkild Holm Pedersen kender jeg jo i forvejen - lige som kommunens IT-afdeling er et kendt sted for mig, siger Anja Voel.