Brønderslev

Ny kvinde tager over i Bog & Ide

Ny boghandler vil have flere udfordringer.

Anette Sloth Andersen overtager Bog & idé i Brønderslev 1. maj - hun har 19 års erfaring i branchen og glæder sig til nye udfordringer i Brønderslev. Foto: Nicolas Cho Meier

Anette Sloth Andersen overtager Bog & idé i Brønderslev 1. maj - hun har 19 års erfaring i branchen og glæder sig til nye udfordringer i Brønderslev. Foto: Nicolas Cho Meier

BRØNDERSLEV:Anette Sloth Andersen overtager 1. maj Bog & idé i Brønderslev. Hun glæder sig til udfordringen - og ikke mindst glæder hun sig til at hilse på kunderne.

I første omgang har Anette ikke planer om de store omvæltninger i butikken:

- Jeg starter med at stikke en finger i jorden. Jeg skal lige sondere terrænet.

Anette er udlært i branchen, og har blandt andet været butiksbestyrer i Bog & idé i Hjørring. Siden 2008 har hun drevet Bøger og Papir i Nibe.

19 års erfaring

Inden da var hun medindehaver af Papirhuset i Aabybro, og for godt fire år siden blev hun medejer af Bøger og Papir i Brovst.

Trods sine kun 37 år, har hun hele 19 års erfaring inden for faget.

Anette Sloth Andersen hørte via en kollega, at Kirsten Christensen var interesseret i at afhænde butikken i Brønderslev.

Kirsten Christensen har valgt at sige farvel efter 20 år som selvstændig boghandler. Og opfordringen om at tage over, skulle Anette ikke tænke længe over.

- Jeg vil gerne have nogle flere udfordringer, siger Anette og tilføjer, at hun passer butikken i Nibe alene - udelukkende med afløsere under ferie samt hver anden lørdag.

- Der er meget mere at lave i Brønderslev end i Nibe - der er et meget større opland. Og så glæder jeg mig helt vildt til at få nogle kollegaer.

To af de erfarne medarbejdere - Maiken Kirkedal og Lotte Houmøller Christensen - fortsætter, når Anette overtager ansvaret for Bog & idé.

Fuld tid - og lidt til

Anette forudså i første omgang, at butikken i Nibe måtte lukke, da hun traf beslutning om at tage over i Brønderslev. Men da hun meldte sine planer ud i lokalområdet, viste flere interesse for at drive butikken videre.

Uanset om nye kræfter kommer til i Nibe, har Anette dog valgt at bruge alle kræfter i Brønderslev - fuld tid. Og lidt til.

Anette er oprindelig fra Nørresundby. Datteren Patricia på 20 år er flyttet hjemmefra, og Anette bor i Vadum med pekingeseren King som selskab.

- Så jeg har al den tid, jeg skal bruge til butikken, smiler hun vel vidende, at hun ikke kan klare sig med en arbejdsuge på 37 timer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.