Ny leder af bibliotekerne

Susanne Hjorth Hansen får ansvaret for storkommunens biblioteksvæsen

Lone Hejlskov
44-årige Susanne Hjorth Hansen skal pr. 1. januar stå i spidsen for hele biblioteksvæsenet i Jammerbugten. FOTO Erik Sahl
Lokalpolitik 1. september 2006 06:00

JAMMERBUGT: - Jeg er utrolig glad og ser frem til samarbejde med mange ny kollegaer, siger 44-årige Susanne Hjorth Hansen, der netop er udpeget som ny leder af biblioteksvæsenet i den nye Jammerbugt Kommune. Hun er i dag leder af biblioteket i Brovst med ansvar for seks medarbejdere. I hendes nye job får hun blandt andet det overordnede ansvar for 21 medarbejdere. Men det er ikke noget, der giver sved på panden hos den jordnære kvinde. I stedet glæder hun sig til den nye udfordring. - Jeg glæder mig til opgaven og er allerede gået i gang med forberedelserne og er ved at holde personalesamtaler, siger Susanne Hjorth Hansen. Den nuværende biblioteksstruktur i de fire jammerbugtkommuner er kendetegnet ved, at Brovst og Pandrup hver har et hovedbibliotek, mens Fjerritslev og Aabybro begge har filialer og hovedbibliotek. I den nye kommune er filialerne afskaffet, i stedet er det besluttet, at der bliver et bibliotek i hver hovedby, heraf er ét af dem hovedbibliotek. - Udfordringen bliver at lave et ensrettet biblioteksvæsen med fælles holdninger og fælles værdier og et ensartet serviceniveau. Vi skal have sammensat et biblioteksvæsen, der er tidssvarende, bygger på kvalitet og som spiller en væsentlig rolle i Jammerbugten. Det betyder blandt andet, at det skal indgå aktivt især omkring arrangementer, siger Susanne Hjorth Hansen. Endnu er det ikke afgjort, hvor hovedbiblioteket skal placeres og dermed hvor Susanne Hjorth Hansens nye arbejdsplads bliver. Logistik og pladsbehov er blandt de argumenter, der spiller ind på valget. - Der skal være plads til lidt mere personale og det skal være rimeligt centralt, siger Susanne Hjorth Hansen. Ordet centralt får dog ikke hende til at afskrive Pandrup og Fjerritslev, ikke mindst fordi børne- og kulturforvaltningen fremover får plads i Fjerritslev. Udover Susanne Hjorth Hansen er et kendt ansigt blandt bogreolerne på biblioteket, sidder hun i dag for Socialdemokratiet i Brovst Byråd og har også sæde i det kommende bystyre. En post hun ikke har tænkt sig at opgive, selv om hun nu får en ny og større kasket på som topchef i storkommunen. - Nu har jeg siddet i to perioder i Brovst Byrådet og samtidig været ledende bibliotekar og det har der ikke været nogle problemer med. Jeg har vendt det med mine overordnede, som heller ikke ser nogle problemer i det, siger hun og tilføjer at hun har erklæret sig inhabil i et par sager, hvis hun har følt, at der har været en interessekonflikt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...