Turisme

Ny leder ansat på aktivitetscentret

Gitte Jensen afløser Povl Søndergaard på vandrerhjemmet i Vrensted

VRENSTED:Vrensted Centret, i daglig tale Vrensted Aktivitetscenter, har fået ny leder - i hvert fald næsten. Den hidtidige leder, Povl Søndergaard, arbejder også på centret i denne sæson, så han kan hjælpe sin afløser med at komme ind i tingene, inden han selv går af. Den nye leder er Gitte Jensen, der startede i sit nye job 1. april. På torsdag klokken 16-18 holdes der er lille uformel reception for at markere lederskiftet. Gitte Jensen er udlært køkkenassistent og har arbejdet på Havgården. - Men man skal jo prøve noget nyt, og så var chancen der..., påpeger hun. -Jeg har altid gerne villet have mit eget, men med tre børn og gård går det jo ikke. Det her er næsten som at have sit eget - man bestemmer det meste selv, siger Gitte Jensen tilfreds. Alle slags gæster Vrensted Centret er først og fremmest vandrerhjem, og der er i princippet åbent hele året, selv om der naturligvis er langt flest gæster om sommeren. - Lige nu bor her et hold skovarbejdere fra Sverige og Norge, som har fået arbejde i Danmark efter stormen, fortæller Gitte Jensen. I øjeblikket bor der også et par faste logerende på aktivitetscentret. - De bor billigt og hjælper til gengæld lidt til. Den ene af dem klarer for eksempel alt vasketøjet - det er dejligt. Ellers er det især unge sportsfolk, der bor på centret i forbindelse med træningsophold, men der kommer også familier og alle mulige andre typer gæster. - Man kan også leje centret til familiefester og den slags. Det er der mange der gør. Til august kommer et brudepar fra København for at holde bryllup her. De lejer hele huset, så gæsterne har mulighed for at overnatte, fortæller den nye centerleder, fortæller Gitte Jensen. Blæksprutte Hendes arbejde bliver en rigtig blæksprutte-tjans. - Jeg tager imod bestillinger, lukker kunderne ind og checker dem ud igen. Jeg laver mad til dem og jeg vil også prøve at se om jeg ikke kan komme i gang med noget mad ud af huset. Men det bliver først til vinter. Nu skal jeg lige ind i det først, siger Gitte Jensen. Tidligere arbejdede både Povl Søndergaard og hans kone, Anne, på Aktivitetscentret, men Gitte Jensen kommer til at stå alene for det hele. Hun kan dog få 100-150 timers hjælp i turistsæsonen. I vintermånederne får hun derimod en fyreseddel. Der er nemlig ikke nok at lave til en fuldtidsstilling om vinteren, så hun bliver fyret til oktober og genansat til april. Hun skal dog klare det arbejde, der er i vinterhalvåret som "løsarbejder".