Redningsvæsen

Ny leder holdt sin første nytårstale i Hobro

Bjarne Nørgaard er ny leder for ambulancetjenesten i Himmerland.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Reddere og deltidsansatte brandmænd var samlet til parole på stationen i Hobro. Foto: Michael Koch

49-årige Bjarne Nørgaard holdt sin første nytårstale ved Falckstationen i Hobro, da korpset nytårsaftensdag holdt sin traditionsrige parole. Her ønskede Falckreddere, deltidsansatte brandmænd og samarbejdspartnere fra både politi og kommune hinanden godt nytår og så tilbage på det gamle. Som led i ændringer af Falcks organisation blev Bjarne Nørgaard 1. august 2009 ansat som stationsleder med ansvar for ambulancetjenesten i Himmerland. Den tidligere stationsleder, Jørn Abildgaard, er nu assistanceleder i Himmerland og Thy/Mors, mens Tommy Sørensen har ansvar for brandbekæmpelsen i Himmerland/Jammerbugt. Bjarne Nørgaard kom til Himmerland fra en stilling i Billund Lufthavn, hvor han havde ansvar for brandbekæmpelse. - Jeg syntes, det kunne være spændende at arbejde med alt det, der hedder akut og paramedicin. Vi har haft travlt i år - vi har kørt 1600 akutte ture medregnet dem, hvor der var paramedicinere med, fortalte Bjarne Nørgaard. I 2009 er Falck fortsat med at uddanne paramedicinere, og Bjarne Nørgaard er sikker på, at den udvikling vil fortsætte, så borgerne i den nordjyske region kan få den bedst mulige hjælp. - I 2010 skal vi fra stationen i Hobro også dække paramedicinervagten i Farsø. Det vil kræve, at der på stationen i Hobro vil blive tilknyttet 12 paramedicinere til dækning af vagterne i både Hobro og Farsø, fortalte Bjarne Nørgaard.