Ny leder i Lærkereden
Lene Mariegaard er ny leder i Lærkereden - fortsætter også på Rømersvej

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV:Børnehaven Lærkereden får ny leder - det er Lene Mariegaard, der kommer fra en stilling som leder af Børnehaven Rømersvej, som også ligger i Brønderslev by.
Hun tiltræder 1. februar men har allerede i denne uge taget hul på opgaven, da Lærkeredens hidtidige leder, Anders Lund Hansen, stoppede før jul for at afvikle ferie.
- Jeg har søgt stillingen og har fået den, og det er jeg rigtig glad for. I Brønderslev Kommune er der truffet beslutning om, at man ønsker større institutioner og færre ledere, og Rømersvej har været i spil rigtig mange gange. Nu kom den her chance, og den kunne jeg ikke lade passere. Det er en fantastisk chance for et super godt job som leder her i Brønderslev Kommune, og den ville også have været attraktiv uanset hvad. Der er mange pædagogiske muligheder i en institution som den her, den har i min optik det hele, siger Lene Mariegaard.
Nye opgaver
De seneste dage har hun været i Lærkereden og har brugt tiden på at hilse på forældre og personale.
- Jeg har også prøvet at få en idé om, hvad det er for en kultur, rutiner og vaner, der er her i børnehaven, siger Lene Mariegaard, der ser det som en af sine første opgaver at finde ud af, hvordan hun som leder bedst kan støtte personalet i det pædagogiske udviklingsarbejde og i det gode samarbejde med forældrene.
Lene Mariegaard har samtidig sagt ja til at blive konstitueret leder i Børnehaven Rømersvej fra 1. februar.
- Der er en masterplan i høring, og der bliver snart truffet beslutning om Rømersvejs fremtid, så det synes jeg gav rigtig god mening at kunne hjælpe det på vej. Jeg er konstitueret, indtil der bliver truffet en politisk beslutning i forhold til masterplanen. Det er for at hjælpe Rømersvej, så der ikke sker for store forandringer lige nu, når der skal træffes en beslutning, siger Lene Mariegaard med henvisning til, at der i masterplanen for dagtilbudsområdet ligger flere forskellige mulige veje for fremtiden på Rømersvej.
Der er høringsfrist sidst i januar, og af planen fremgår det, at der skal tages stilling til Børnehaven Rømersvejs fremtid. Det er blandt andet i spil, at den kan blive en satellit til en anden børnehave.
Lærkereden rummer lige nu 86 børn og er cirka dobbelt så stor som Rømersvej.
Lene Mariegaard har været på Rømersvej i seks år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.