Ny leder på Fremtidens Plejehjem

Blot et år efter åbningen får Fremtidens Plejehjem ny leder, en tidligere soldat, maratonløber og far til seks

Ny leder på Fremtidens Plejehjem bliver 39-årige Christian Johnson. Privatfoto

Ny leder på Fremtidens Plejehjem bliver 39-årige Christian Johnson. Privatfoto

NØRRESUNDBY:Det vidt berømte Fremtidens Plejehjem skal have ny leder. 1. marts tiltræder den 39-årige Christian Johnson stillingen på plejehjemmet, fordi nuværende leder Lars Larsen har søgt videreuddannelse.

Christian Johnson bor i Hobro og kommer fra en stilling som leder af to plejehjem i Randers Kommune. Men han er ikke skræmt af den megen omtale og det store fokus, som hans kommende arbejdsplads oplever.

- Tværtimod glæder det mig virkelig meget, at Aalborg Kommune har haft modet til at sætte fokus på, hvad vi i fremtiden skal tilbyde vores ældre, siger Christian Johnson.

- Ældres vilkår har haft min helt store interesse, siden jeg som 16 årig startede inden for ældreplejen, og Fremtidens Plejehjem er det absolut bedste og modigste bud på at gøre op med en ældrepleje, der på mange områder er utidssvarende og ofte ikke tager udgangspunkt i de ældres ønsker og behov. Jeg er derfor både meget stolt og ydmyg overfor at skulle i gang med at videreføre et så vigtigt arbejde, siger Christian Johnson. Christian Johnson har stærke holdninger til ældres rettigheder, og hvordan de skal være en naturlig del af samfundet og leve livet hele livet.

Han stillede i 2013 op til byrådet for Mariagerfjord Kommune for de konservative og fik flest stemmer på listen, men 207 personlige stemmer var ikke nok til at blive valgt.

Han har også erfaringer med sig, der måske ikke er det, man normalt forbinder med en plejehjemsleders. For eksempel har han ad flere omgange været udsendt i krig som soldat og sygeplejerske. Han har en lang række maratonløb og et 100 kilometer løb bag sig, han er formand for 1000 medlemmer i Hobro Svømmeklub og ikke mindst far til seks hjemmeboende børn.

Christian Johnson er i gang med en diplom uddannelse i ledelse og beskrives af kollegaer og tidligere medarbejdere som en meget ordentlig og relationel stærk leder, der altid går langt for at sikre de bedste arbejdsbetingelser for sine medarbejdere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden