EMNER

Ny leder

Kreaturhandler skal være auktionsleder

AARS:Den nye auktionsleder på Aars Landboauktion, Mogens Søndergaard Jensen, 49 år, er et kendt ansigt til auktionerne. Han er kreaturhandler og har haft sin gang på Aars Landboauktion siden 1989, hvor han har opkøbt og solgt dyr hver uge, både til slagtedyrauktionen og til levendedyrsauktionen. - Jeg kender alle de folk, der kommer, for jeg har haft min gang her i mange år, fortæller Mogens Søndergaard Jensen. Han bor i Børglum mellem Vrå og Løkken, hvor han har drevet sin forretning som selvstændig siden 1988. Mogens Søndergaard Jensen har dog handlet med kreaturer siden han var 20 år - for hans far var også kreaturhandler. - Jeg handler både med kreaturer og svin, men jeg har aldrig beskæftiget mig med heste, fortæller han. Men nu er det snart slut med at handle, for han afhænder sin forretning til to kolleger, når han tiltræder sin nye stilling som auktionsleder 1. november. - Skulle jeg nå at prøve noget andet i mit liv, var det ved at være på høje tid. Så jeg havde besluttet mig for, at hvis der dukkede noget op, kunne jeg godt tænke mig at få nogle nye udfordringer. Som auktionsleder skal han lede stedet og tage sig af de 15-16 ansatte og afvikle både markedet for slagtekvæg om tirsdagen og levende dyr om fredagen. Foruden det, skal han også fungere som auktionarius ved levendedyrsmarkedet, som traditionelt trækker landmænd og handelsfolk fra hele Jylland. - Jeg har selvfølgelig nogle ambitioner om, hvad der skal ske, når jeg tiltræder, men forandringerne skal komme lige så stille, forklarer Mogens Søndergaard Jensen. - Der er kun to auktioner for levende dyr tilbage i Danmark, og det skulle der gerne holdes liv i. Han bor på et mindre husmandssted sammen med kone og to børn, og selvom han afvikler sin forretning, vil han dog stadig fortsætte med at have sine Limousinekøer på gården. Indtil Mogens Søndergaared Jensen er faldet til i jobbet, vil den nuværende auktionsleder Bent Flohr fortsætte med at hjælpe til og sætte ham ind i jobbet.