Detailhandel

Ny legeplads til gør-det-selv folket

Landsdelens største byggemarked blev indviet i går i Hjørring.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skilteskoven, som dominerer Hjørring for tiden, er ikke helt efter reglerne, men kommunen skrider først ind over for den ulovlige skiltning på mandag, hvis de da stadig er der. Foto: Hans Ravn

Nordjyder har ry for at have stor forkærlighed for trailere og byggemarkeder. At det ikke er helt løgn, kunne alle morgenduelige ved selvsyn konstatere i går morges. Da åbnede landsdelens største byggemarked i Hjørring, og mange havde valgt at spænde traileren bag bilen og age ind til Hjørring for at se det nye Bauhaus efter i sømmene. Og der var noget at komme efter denne bælgmørke oktobermorgen, da det 13.000 kvadratmeter store hus blev indviet af borgmester Finn Olesen (S). I sin tale sagde borgmesteren, at han var meget glad for det nye byggemarked, men indskærpede også over for de flere hundrede fremmødte, at det ville være en god ide også at udforske byen længere inde ad Frederikshavnsvej. Selv åbningen af byggemarkedet fandt først sted klokken syv. Men for at lokke så mange til som muligt, havde man allieret sig en blandemaskine og kontante gevinster, og det var der mange, der var kørt efter. Alle fik tilbudt en lodseddel, og kort før klokken syv blev der trukket lod om ti gavekort på 5000 kroner stykket. Da Bauhaus åbnede et byggemarked i Randers i juni, kolliderede det med en rockkoncert på Djursland, som førte til et trafikkaos uden lige, og mange var også bange for, at den østlige indfaldsvej til Hjørring ville være ufremkommelig. Sådan gik det ikke. Det eneste problem var kundernes problemer med at komme ud på hovedvejen igen. Det nye Bauhaus er stort, meget stort. Facaden ud mod Frederikshavns vej er hele 221 meter lang. Det er ikke landets største Bauhaus, men må nøjes med at være det længste. Ej heller er det landets kønneste bygningsværk, men ingen er i tvivl om, at det er der. Det nye byggemarked er arbejdsplads for 75 mennesker. I anledning af åbningen, havde man assistance fra andre Bauhaus byggemarkeder i Jylland. Bauhaus er rykket ind: Bauhaus er en schweizisk-ejet koncern, der har været i Danmark siden 1988 Bauhaus er repræsenteret i 15 lande og driver flere end 220 byggevarehuse Kæden har nu 16 varehuse i Danmark.