Ny løve-præsident ser frem til nye udfordringer

Dronninglund 22. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: Direktør Vagn Kraglund, der tidligere i år blev valgt som ny præsident i Dronninglund-afdelingen af Lions Club, glæder sig i disse dage til at tage fat på endnu et aktivt klubår med nye initiativer og en øget synliggørelse af, hvad Lions Club egentlig er. Og netop det sidstnævnte er noget af det, der ligger medlemmerne af Lions Club meget på sinde, for der er ikke - som måske ofte opfattet - tale om hverken en loge for frimurere eller det, der ligner. Der i stedet tale om en humanitær organisation, hvor man ud over at knytte nye sociale bånd også får mulighed for at støtte diverse projekter. Det sker både på lokalt og internationalt plan, og iklæder man sig de lokale briller, så er for eksempel salget af bogen Barn af Vendsyssel, kirkekoncerter, møntindsamlinger samt Jyske Ås Motions- og Rulleskøjteløb blandt de aktiviteter, der er med til at skaffe den lokale Lions Club kapital. Disse penge bruges derefter ubeskåret på de forskellige Lions Club kampagner, hvor én af de store lokale har været Nej til Narkotika, ligesom etableringen af et natteravnekorps i kommunen skete med med hjælp fra løveklubben. Derudover sendes der hvert år to-tre unge mennesker fra lokalområdet på udvekslingsrejser i Europa, ligesom også lokale, yngre handicappede sendes på lejr i Osted ved Roskilde. Rækken af Lions Club støttede projekter omfatter tillige nordjyske ungdomslejre, og også tre børn i u-landene kan glæde sig over at have den lokale klub som fadder. Også private ansøgninger om støtte bliver ofte imødekommet af Lions Club, og det gælder typisk for områder, hvor det offentlige system ikke er dækkende, eller hvor der er tale om unge, ældre eller handicappede, der har behov for en økonomisk støtte, som kan gøre en menneskelig forskel. - I det nye klubår er der også planer om, at Lions-klubberne i det nord- og midtjyske vil opføre et handicapvenligt feriehus i Vinderup Kommune på Salling, fortæller Vagn Kraglund, Hjallerup, der har været medlem af den lokale Lions Club siden 1991 - og som præsidentposten har afløst Arne Larsen fra Try.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...