Ny lokal cd er på gaden

De småborgerlige Gårdsangere fra Dronninglund har netop udgivet en ny cd med gårdsange, gamle viser og nye og gamle slagere.

Cd'en er indspillet i Mølgaard Studiet i Dorf, så den er helt igennem et lokalt projekt. Truppen består af to ægtepar bosiddende i Dronninglund, Jytte Mørk og Ole Hartmann samt Birthe og Aksel Børsting. Når de fire musikere rykker ud for at underholde på plejehjem, i forskellige foreninger eller til private fester er det med højt humør og mange forskellige instrumenter. De benytter således bl.a. lirekasse, rumsterstang, trommer, harmonikaer, sav, guitar, murebaljebas, skeer, tommestok og affaldspose. Alle fire er meget optaget af at genfinde gårdsange og oplysninger om de gamle gårdsangere, men de kan også godt lide at spille dansemusik, slagere og viser. Repertoiret er mangfoldigt, hvilket også gør, at gruppen har musik til enhver lejlighed. - Det er en sjov fritidsbeskæftigelse, der har betydet, at vi har udviklet et godt venskab, så vi også mødes om andre ting. Vi tager således på ferier og højskole sammen og laver udflugter i forbindelse med spillejobs. Vi hygger os også gevaldigt, når vi har øvedage, udtaler de samstemmende. Onsdag 8. februar gæster De småborgerlige Gårdsangere fra Dronninglund pensionistforeningen i Dronninglund. Det glæder de sig meget til. - Det bliver skønt at spille for nogle, der kender os, lyder det fra Birthe Børsting.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.