Ny lokalhistorisk bog på gaden i Løkken-Vrå

Kirsten Olsen
Ikke alle forfattere var til stede ved sammenkomsten. Her ses siddende forrest: Anne Lise Pedersen som modtog bogen på sin afdøde mands vegne. Dernæst Henning Simonsen, Peter Ussing, Anne Marie Poulsen, Ellen Pedersen f. Bombæk. Bagerst: Svend Aage Christiansen, Grethe Bille, Karen-Esther Andersen, Emmy Mikkelsen og Jørgen Bombæk. Foto: Kirsten Olsen
16. november 2016 09:51

De Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vrå har netop udgivet deres 9. bog med erindringer skrevet af folk som er vokset op i området.

Denne gang er bogens titel: Dagligdagen i Efterkrigstiden, og det er erindringer om efterkrigsårene 1945 - 1960.

- Vi lavede som sædvanligt en opfordring i den lokal presse, og der kom hurtigt reaktioner, fortalte den ene af bogens to redaktører Søren Jensen, ved præsentationen.

- Mange har skrevet om deres barndom og ungdom, mens andre har skrevet om foreningsliv og virksomheder, som har betydet meget for dem. Til sammen giver det et varieret billede af dagligdagen i efterkrigstiden, fortsatte han.

Bogen starter denne gang med en længere artikel af forfatter og historiker Peter Ussing. Han har lavet en gennemgang af periodens politiske og samfundsmæssige udvikling af Danmark og resten af verden.

"Vi der var børn i 1930´rne og teenagere under krigen blev efterkrigstidens unge, der så fremtiden i møde med forventninger og forhåbninger", skriver han blandt andet.

Peter Ussing er født i 1928 og læreruddannet i 1949, og hans beskrivelse af både de storpolitiske og de mere nære forhold er med til at sætte de øvrige fortællinger i en god ramme.

Bogen rummer 14 gode og underholdende artikler fra en fortid, som ikke er ældre end at mange kan huske og genkende det, og de yngre kender nogen som kan huske det. Artiklerne er skrevet af Peter Ussing, Karen-Esther Andersen & Thorvald Mortensen, Jørgen Bombæk, Svend Aage Christiansen, Walther Kjølby, Bitten Laubjerg, Emmy Mikkelsen & Grethe Bille, Helge Nielsen, Ellen Pedersen, Jørgen Pedersen, Marie Poulsen, Henning Simonsen, Erna Kjeldgaard Thomsen og Frede Vestergaard.

Dagligdagen i Efterkrigstiden er udgivet af de lokalhistoriske arkiver i Løkken-Vrå. Redaktion Helle Bæk Nielsen og Søren Jensen. Sats LøkkenPress. Tryk Vestergaards Bogtrykkeri. Den sælges på lokalarkiverne og biblioteket samt nogle lokale købmænd, og den koster 150 kr.

Bogen blev præsenteret ved en sammenkomst for forfatterne og deres pårørende i Løkken Kulturhus på skolen.

De lokalhistoriske arkiver i Løkken-Vrå har tidligere udgivet: Dagligdagen under besættelsen fra 2000, Håndværk og Håndværkerliv fra 2002, Ud at tjene fra 2004, Årets skikke og traditioner fra 2006, Husker du din skoletid? fra 2008, Mejerier fra 2010, Min Barndom fra 2012 og Min Barndom 2 fra 2014.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...