Lokalpolitik

Ny lokalplan klar

Byrådspolitiker Frode Thule Jensen (V) bor tæt ved Østervrå, og han kender sagen om Bakkevænget særdeles godt.

Byrådspolitiker Frode Thule Jensen (V) bor tæt ved Østervrå, og han kender sagen om Bakkevænget særdeles godt. - Jeg kan oplyse, at der er et nyt lokalplanforslag for Bakkevænget på vej, hvor det blandt andet bliver tilladt at bygge huse i andre farver end rød, siger Frode Thule Jensen, der oplyser, at lokalplanen får betydning for over 20 grunde på Bakkevænget. Den gamle lokalplan er fra 1998, og på spørgsmålet om, hvorfor i alverden den gamle lokalplan ikke er ændret forlængst, lyder svaret: - Det er jo nok fordi, at man ikke har villet genere de borgere, der har bygget hus i den tro, at alle husene i området skal være med røde sten og med rødt tag, siger Frode Thule Jensen. I sommer blev der i øvrigt holdt et borgermøde, hvor der var stor stemning for at ændre lokalplanen for området. Når lokalplanforslaget har været i høring i otte uger, er den klar til at blive vedtaget, og Frode Thule Jensen regner med, at den nye lokalplan er klar 1. april.