EMNER

Ny lov om SFO’er på vej

KØBENHAVN:SFO’er skal ikke længere være steder, hvor børn blot passes og opbevares. Regeringen vil fremsætte et lovforslag om, at kommunalbestyrelserne får pligt til at fastsætte en mål- og indholdsbeskrivelse for skolefritidsordningerne om lektiehjælp, idræt og forældresamarbejde. Forligspartierne bag folkeskoleforliget - V, K, S og DF - har forhandlet i flere måneder, men er endnu ikke nået til enighed. Socialdemokraterne har et ønske om, at SFO’erne kommer til at ligne de “gamle” fritidshjem, der har meget præcise mål. - Vi ønsker mål- og indholdsbeskrivelser også for SFO’erne. Nogle SFO’er er supergode, mens andre minder mere om pasningssteder. Vi ser gerne en balance mellem leg og læring, og at alle SFO’er kan tilbyde lektiehjælp, siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S). /ritzau/