EMNER

Ny lov til barnets bedste?

I oktober 2007 trådte den såkaldte forældreansvarslov i kraft, hvor formålet ifølge betænkningen skulle være at tage udgangspunkt i barnets perspektiv. Den gennemgående pointe er, at der i alle forhold skal træffes afgørelse om, hvad der er til barnets bedste, og at der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter modenhed og behov.

Dybest set handler den ny forældreansvarslov ikke om, hvad der er barnets bedste, men om en konflikt mellem forældre. Her har foreningen ¿Far¿ har været en central aktør. Men god grund kan man sige, fordi forældremyndigheden i hovedparten af de sager, der bliver afgjort i retten tilfalder moderen. Mange af de rejste forældremyndighedssager har ikke noget med børnenes bedste eller børnenes behov at gøre, men bunder i en klassisk skilsmissekonflikt, hvor den forsmåede part som ofte er kvinden, vil gøre alt for at hindre farens samvær og adgang til at træffe beslutninger omkring barnets forhold. Det omvendte kan dog også være tilfældet, hvor det er faren, der chikanerer moderen og lægger hindringer i vejen for at samværet skal forløbe godt. Mænd kan også i skilsmissekonflikter have en ¿kvindagtig¿ opførsel. En lov om fælles forældreansvar kan ikke løse konflikter mellem de voksne. Det vigtigste for barnet er stadigt, at det har begge forældre og ikke hindres adgang til at se den ene forældre eller inddrages i de voksnes konflikter. Det hverken kan eller skal børn rumme. Uanset hvad der er sket mellem de voksne er børnenes loyalitet er rettet mod begge forældre. Den nye forældreansvarslov tilgodeser ikke børnenes behov, som det foreskrives i loven ¿ tværtimod så risikerer man at børnene bliver de store tabere, fordi de i en retssag kan blive omdrejningspunktet i en konflikt, som de var bedst tjent for uden. I Nordjylland er antallet af forældremyndighedssager ifølge Statsforvaltningen steget med hele 33 pct., siden forældreansvarslovens trådte i kraft. Hovedparten af sagerne bliver rejst af fædre, der vil have del i forældremyndigheden. Det betyder at man fremover kan forvente et stigende antal retssager i de sager, hvor begge forældre ikke er enige om fælles forældremyndighed. Det betyder at børnene risikerer som følge af de nye rettigheder, de er blevet udstyret med i forældreansvarsloven, at de skal vælge mellem mor og far og i deres egen optik kommer til påtage sig et ansvar, som de ikke kan bære. Hvad det kan få af psykiske konsekvenser for børn, skal her være usagt. Selvom det fremgår af loven, må inddragelse af børnene ikke være til skade for børnene ¿ kan ingen være sikker på, at det ikke er det. I praksis kan det betyde (ikke i alle sager), at det er en børnesagkyndig undersøgelse, der kommer til at afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden. En børnesagkyndig undersøgelse kan være sporadisk, fordi den nødvendigvis ikke bygger på nogen dybdegående samtale med børnene, men med forældrene. Der er mange børn, der vægrer sig ved at tale med den børnesagkyndige undersøger, fordi de godt ved at det handler om en konflikt mellem mor og far. Og her vil de ikke ret gerne tage parti. Selvom en børnesagkyndig undersøgelse typisk foretages af en psykolog, så er der ingen garanti for,. at en børnesagkyndig undersøger, kan gennemskue, hvad der er bedst for børnene. Især ikke i de sager, hvor forældrene står lige i forhold til forældremyndigheden og hvor substansen i sagen er konflikten i forbindelse med skilsmissen og ikke at børnene har ret til to forældre. Her kan den børnesagkyndige undersøger stå i et dilemma, fordi vedkommende føler at han eller hun skal pege på den ene af forældrene. Det er i sig selv dybt kritisabelt og er i øvrigt et forhold, som den nye lovgivning burde have haft nogle overvejelser om i forbindelse med børnesagkyndige undersøgelser. En anden ting, der kan give anledning til undring i den ny lov er, at det er forældremyndigheden, der er det primære omdrejningspunkt og ikke samværet. Det er samværet med begge forældre, der er vigtigst for børnene. I princippet er børnene ligeglade med hvem, der har forældremyndigheden. Små børn forstår i øvrigt slet ikke betydningen af begrebet forældremyndighed. Lidt karikeret kan forældremyndighedsindehaverens kompetence afgrænses til at træffe beslutninger om dåb, konfirmation, skolegang og flytning. De tre første beslutninger berører ikke samværet. Det kan derimod en beslutning om flytning gøre. Den af forældrene der har forældremyndigheden og som tilmed ligger hindringer i vejen for samværet eller som på anden måde chikanerer samværet, kan vælge at flytte og lade børnene skifte skole. Herved kan den geografiske afstand ved en flytning i sig selv kan begrænse samværet med den anden forældre. Med det stigende antal forældremyndighedssager, vi vil se i de kommende år, vil mange børn blive fastklemt i en konflikt og vil blive udsat for at skulle træffe nogle valg, som de har svært ved at se konsekvenserne af på sigt. Mange børn vil skulle genopleve scenarierne og konflikterne fra forældrenes skilsmisse. Ting, som de måske har fundet ud af at leve med eller at håndtere, fordi der er gået tre eller fem år siden skilsmissen ¿ men som nu kan blusse op i igen. [ Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organistion. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.