Ny lufthavnsbus - den gamle på "museum"

Lufthavnsbussen i Aalborg Lufthavn er blevet skiftet ud med en ny og mere moderne model. Men den gamle bus viser sig at være lidt af en bus-historisk sjældenhed.

I Aalborg Lufthavn går man normalt de få skridt ud til flyet. Det giver god jordkontakt inden flyveturen. Men hvis flyet er parkeret lidt væk fra terminalen, og vejret driller, så hopper man på lufthavnens enlige bus. Det har de seneste fem år været en ældre, let falmet bybus, der nu er sendt på pension til fordel for en nyere shuttlebus med lavt gulv, så den uden besvær kan benyttes af alle, også kørestolsbrugere. Lufthavnen har fundet et godt hjem til den gamle bus, som viser sig at være lidt af en bus-historisk sjældenhed. Det er den sidste og eneste bus af typen Volvo B10R, bygget på Aabenraa Karrosserifabrik. Den er fra 1983, har kørt over en million kilometer som bybus i Aalborg og senere nogle få kilometer i lufthavnen. Busentusiast Kim Løvenskjold fra Busbevaringsgruppen Danmark har længe haft et godt øje til bussen, og nu har lufthavnen skænket den til bus-gruppen - med samt en tankfuld diesel. For bussen er stadig fuld funktionsdygtig, og Kim Løvenskjold kom flyvende til Aalborg for personligt at køre den hjem. Den skal nyde sit otium en stor garage i Frederikssund, hvor en selvstyrende undergruppe fra Busbevaringsgruppen får ansvaret for at passe og senere renovere klenodiet. Gruppen interesserer sig især for yngre busser fra tresserne og opefter - busser som Bushistorisk Selskab finder for unge. Kim Løvenskjold har kørt bus siden han var 11 år. Han er vokset op ved siden af en stor busgarage i København, hvor han hjalp til i sin fritid og fik busbacillen i blodet.