Film

Ny lyd i Café-Bio

LØNSTRUP:Der er kommet et helt nyt look og en helt ny lyd i Lønstrup Café-Bio. Stedet er blevet lydisoleret med bløde, bordeaux-farvede velourtæpper, der er hængt op på væggene. Stedet havde tidligere en dårlig akustik, rummets indretning gav en hul lyd. Ifølge Glenn Ringtved, der er med til at drive biografen, har de specielt haft problemer med danske film og især dogmefilmene. Det er netop til en dogmefilm, at publikum første gang får lov til at opleve den nye og forbedrede lyd. Fra 31. oktober til og med 3. november viser Lønstrup Café-Bio "Elsker dig for evigt", der er den ottende i rækken af dogmefilm. Filmen er instrueret af Susanne Bier, som blandt andet er kendt fra successen "Den eneste ene". "Elsker dig for evigt" handler om kærlighed og troen på, at man har kontrol over sit liv. Kun for at opdage at livet ikke er så let at kontrollere. At det, vi bygger vores liv på, ikke er så stabilt, som vi tror. Blandt de medvirkende er Sonja Richter, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Paprika Steen. Weekendens anden film "Bedre end Beckham" er en sjov og tankevækkende engelsk film. Den indiske pige Jess er fan af David Beckham og elsker også selv at spille fodbold. Hun løber ind i problemer, da hun forelsker sig i sin træner. Det er nemlig ikke helt let, når man kommer fra en anden kultur. "Bedre end Beckham" vises i Lønstrup Café-Bio 2. og 3. november.