Ny mål- jæger på rov

19-årige Besart Berisha kom, scorede og sejrede med AaB

AaB - Jetsmark3-1 Fodbold, træningskamp AALBORG: En ny AaB-angriber dukkede op i Gigantium og slog til med støvlerne præcis et døgn efter, at topscorer David Nielsen med næverne havde sendt Allan Gaarde i græsset samme sted. 19-årige Besart Berisha havde været tidligt oppe for at underskrive Hamburger SV's lejeaftale med AaB, og efter fem timers køretur ankom han til Aalborg midt i første halvleg af sin nye klubs testkamp og blev efter et kvarters opvarmning sendt i aktion efter pausen. På trods af de svære betingelser bekræftede den unge kosovo-albaner det lovende indtryk fra sin prøvekamp mod SønderjyskE, og denne gang fik han også kronet sine øvrige kvaliteter med en scoring. - Vidunderligt. Det er vigtigt at få lavet det første mål på et nyt hold, og nu ser jeg spændt frem til fortsættelsen. Det er perfekt, at vi allerede på lørdag rejser i træningslejr på Cypern, så jeg hurtigt kan lære medspillerne at kende, smilede Besart Berisha, mens autografjægere flokkedes om nyerhvervelsen. Niveau til Superligaen Hans agent, Axel Kleinefinke, betegner foråret i AaB som en kærkommen chance. - Jeg er overbevist om, at Besart Berisha kan begå sig i Superligaen. Han er velbygget, hurtig, aggressiv og psykisk stærk. Vurderingen deles af Jetsmark-cheftræner Henning Pedersen: - Jeg kan sagtens forestille mig, at den nye AaB'er slår igennem. Han er en meget direkte og pågående type, som altid vil komme til mange chancer. Stærk Augustinussen Også AaB-cheftræner Erik Hamrén nærer store forventninger - med visse forbehold. - Besart Berisha ser virkelig interessant ud, men han har meget at lære og mangler naturligvis erfaring, så der vil uden tvivl komme udsving i præstationerne. I går var det dog uomtvisteligt, at den nye frontløber skabte tiltrængt power over et trægt AaB-hold, der efter pausen satte tempoet i vejret og efterhånden fik dirket den solide Jetsmark-defensiv op. Æren kunne i høj grad også tilskrives en velspillende Thomas Augustinussen, der startede i front, men blev rykket tilbage i en endnu mere fremtrædende rolle på midtbanen og markerede sig som dagens mand med to scoringer og en assist. Kampfakta: Mål: 26. minut 0-1 Simon Josefsen, 30. minut 1-1 Thomas Augustinussen, 74. minut 2-1 Besart Berisha, 81. minut 3-1 Thomas Augustinussen. AaB: Jens Waltorp Sørensen - Allan Olesen (46. minut Besart Berisha), Marco Reda, Michael Jacobsen, Martin Pedersen - Fabiano de Santos (80. minut Jens Chr. Sørensen), Rasmus Würtz (75. minut Simon Bræmer), Thomas Kortegaard, Jacob Sørensen - Thomas Augustinussen, Martin Ericsson. Jetsmark: Kristian Kirk - Thomas Jensen (72. minut Kasper Pedersen), Torben Andersen, Bo Zinck (udvist i 80. minut, afløst af Thomas Jensen), Andreas Overgaard - Christian Bjerg, Troels Jensen (55. minut Christoffer Mørch), Arne Knudsen (46. minut Anders Sørensen), Thomas Bagger (67. minut Martin Augustinussen) - Simon Josefsen, Dennis Olsen. Tilskuere: 100.