Coronavirus

Ny måling: Én ud af tre siger nej til AstraZeneca-vaccine

Torsdag besluttes det, om Danmark skal genoptage vaccinationer med AstraZeneca-vaccine

AstraZeneca-vaccinen er ikke populær blandt danskerne. I en ny måling erklærer hver tredje sig uenig i, at de vil vaccineres med den, hvis de får den tilbudt, skriver Politiken. (Arkivfoto)

AstraZeneca-vaccinen er ikke populær blandt danskerne. I en ny måling erklærer hver tredje sig uenig i, at de vil vaccineres med den, hvis de får den tilbudt, skriver Politiken. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Selv hvis det torsdag besluttes, at coronavaccinen fra AstraZeneca igen skal bruges i Danmark, kan den stå over for problemer.

I hvert fald svarer en ud af tre i en måling, som Megafon har lavet for Politiken og TV2, at de vil sige nej tak til vaccinen.

Her erklærer 33 procent sig uenige i, at de vil vaccineres med AstraZeneca-vaccinen, hvis de bliver tilbudt den, skriver Politiken.

Gælder spørgsmålet ikke en specifik vaccine, er det kun syv procent, som er uenig i, at de vil modtage en coronavaccine.

Torsdag er det to uger siden, at Danmark indførte en pause mod at bruge vaccinen. Det skete, efter at myndighederne havde modtaget indberetningerne om få tilfælde af alvorlig sygdom blandt nyvaccinerede.

Siden er det blevet undersøgt, om der er en sammenhæng mellem tilfældene, og torsdag vil myndighederne så komme med en status.

I Danmark har knap 150.000 personer fået mindst et af de to stik, som vaccinen kræver. Frem til 16. marts var der cirka 17.000 indberetninger om formodede bivirkninger.

Langt de fleste er om milde og moderate formodede bivirkninger - for eksempel feber og hovedpine. To personer er afgået ved døden efter vaccination. Det vides endnu ikke, om der er sammenhæng mellem de to.

Andre lande har også oplevet dødsfald og derfor sat vaccinen under lup og holdt igen med den. Flere er dog igen begyndt at bruge vaccinen.

Det er sket, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har anbefalet, at det sker. Det skyldes, at agenturet vurderer, at sundhedsfordelene opvejer de mulige ulemper, som kan være ved vaccinen.

Det har ikke været muligt for Politiken at få et interview med AstraZeneca om målingen:

- Det er forståeligt, at den seneste tids hændelser og massive medieopmærksomhed påvirker folk. Vi har tillid til de danske myndigheder og bidrager med information, skriver selskabet i en kommentar.

Målingen er lavet i denne uge blandt 1053 repræsentativt udvalgte danskere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.