Ny mand bag roret i Oceanariet

Tidligere økonomidirektør i Hjørring Kommune, Karl Henrik Laursen, udpeget som ny direktør for attraktionen i Hirtshals.

Karl Henrik Laursen - ny mand i førersædet i Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark. Arkivfoto: Bente Poder

Karl Henrik Laursen - ny mand i førersædet i Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark. Arkivfoto: Bente Poder

Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark får ny direktør allerede fra 1. januar, og det bliver Karl Henrik Laursen, der bliver den nye mand bag roret i Hirtshals. Karl Henrik Laursen har senest arbejdet som økonimidirektør i Hjørring Kommune, hvor han stoppede for et år siden, da hans kontrakt udløb. - Vi er i bestyrelsen glade for at have ansat Karl Henrik som ny direktør, og vi er overbeviste om, at han er den rigtige person til at føre Nordsøen videre. Karl Henrik har en alsidig ledelsesbaggrund og har de kompetencer og personlige egenskaber, som vi i bestyrelsen har eftersøgt, siger bestyrelsesformand Viggo Bilde. - Jeg glæder mig rigtig meget - Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på Nordsøen efter nytår. Nordsøen Oceanarium er for mig en turistattraktion i topklasse med mange oplevelser at tilbyde de besøgende. Også Forskerparken er inde i en positiv udvikling med mange nye og spændende aktiviteter forude. Specielt ser jeg frem til samarbejde med Forskerparkens og Oceanariets mange eksterne samarbejdspartnere, siger Karl Henrik Laursen. - Jeg ved, at personalet på Nordsøen er dygtige og engagerede i deres arbejde, og jeg ser frem til et samarbejde med dem. Vi skal arbejde på fortsat at udvikle Nordsøen, udtaler Karl Henrik Laursen. Han afløser Jens Hjorth, der blev sagt op i slutningen af november efter kun otte måneders ansættelse. Medarbejderne på de to institutioner blev præsenteret for deres nye chef på at møde tidligt mandag morgen.