Hadsund

Ny mand til guldfirer fundet

HADSUND: Hadsund-roeren Thor Kristensen får ny mand med sig i båden, når den såkaldte "guldfirer" i fremtiden skal forsøge at leve op til sit navn. 26-årige Mogens Jessen er udnævnt som afløser for Thomas Ebert i herrernes letvægtsfirer. Dermed er der sat navn på samtlige fire roere, der har ansvaret for at bringe dansk ronings flagskib til OL-guld i Beijing 2008. I forvejen var Eskild Ebbesen blevet afløst af Mads Kruse Andersen, mens Stephan Mølvig og nordjyske Thor Kristensen altså fortsætter i båden, som vandt OL-guld i Athen. Med den store udskiftning ligger der et stort arbejde foran bådens træner, Bent Jensen. - Man skifter ikke bare lige Thomas Ebert og Eskild Ebbesen ud. Det bliver svært, og vi skal arbejde hårdt med tingene, siger Bent Jensen til Jyllandsposten. Han forventer dog, at hans nye gulddrenge vil kunne kæmpe med om medaljer allerede ved VM i Japan til sommer./ritzau/