Ny matador i badebyen

Blokhus har brug for flere helårsboliger og butikker, siger investor, der har overtaget ni erhvervsejendomme i byen.

Postgården i Blokhus er en af de ejendomme, som John Andersen har købt.

Postgården i Blokhus er en af de ejendomme, som John Andersen har købt.

Finanskrisen til trods kan det sagtens lade sig gøre at leje flere erhvervsejendomme og helårsboliger ud i centrum af Blokhus. Det mener investor John Andersen, der må formodes at have fingeren på pulsen. Ud over at være medindehaver af erhvervsmæglerfirmaet ErhvervsSpecialisterne i Aalborg er han direktør for magasinet Alt om Erhverv, ejer af blandt andet kontorhotellet City House og restauranten Prinses Juliana i Aalborg. - Når nogen vil leje, må der være et behov, lyder den enkle konklusion. 1. juli købte John Andersens ejendomsselskab, Hasseris Gruppen A/S, samtlige aktier i selskabet B10 Invest A/S. Selskabet ejer ni erhvervsejendomme i Blokhus med 18 lejemål. Så mange, at John Andersen ikke lige kan dem alle sammen på fingrene. - Men der er seks restauranter, fem tøjforretninger, et pizzeria og tre boliger, ved han. Overtager også grunde i byen Aktierne omfatter også fem centrale grunde i Blokhus - blandt andet to private parkeringspladser. - De ni erhvervsejendomme fungerer fint. Dem vil vi stille og roligt videreudvikle. Hvad angår grundene, skal vi finde brugerne, inden vi går i krig. John Andersens engagement i Blokhus rækker ud over det rent forretningsmæssige. Her har han og familien i årevis tilbragt sommeren i deres sommerhus, og John Andersen elsker byens liv. - Tag bare Blokhus kontra Lønstrup. I Blokhus er der næsten ikke de mennesker, der ikke skal ned at se solnedgangen. I Lønstrup kommer der ikke et øje, selvom det er en rigtig dejlig by. Det handler om stemningen og opbakningen blandt dem, der bor der.

Forsiden